Forældre-vennedag forår 2017

Dette forårs forældre-vennedag på Gerlev Idrætshøjskole. Dagen forløb med sol og højt humør lørdag d. 10. juni. Med knap 200 gæster var der lagt op til et brag af en fest og god hygge med elevernes familier og venner fra hele landet.
Vejret var som altid perfekt! Eleverne havde glædet sig og øvet flittigt på de planlagte opførelser. Hvert hovedfag gav et indblik i nogle af de mange ting, de har arbejdet med i løbet af semesteret. Forældre-vennedag giver eleverne en velfortjent mulighed for at vise, hvad de går og laver på deres hovedfag her på Gerlev Idrætshøjskole. Samtidig får deres kære en chance for at opleve den gode stemning og de mange udfordringer, som præger hverdagen på Gerlev

 

Studs på dansegulvet

Elever og lærere var veloplagte og har været fantasifulde i deres opvisninger. For eksempel opførte Parkour et helt lille pirat-stykke med fart på. CrossFit satte personlige vægtløftnings-rekorder, og danserne overgik sig selv i tre stilarter. Vores allesammens yndlingsmusiklærer Lars Studs var endda på gulvet med danserne – dog ikke til udtryksfuld dans denne gang, men sørgede i stedet for rytmen i en del af dansernes flotte nummer.

 

 

Vand, sol og kinesisk dans

Der var vaskeægte Club Med stemning, da Beachvolley viste strandens glæder frem med godt boldspil, men også kolde drinks og solbadning. MoveOut demonstrerede grønlændervendinger i kajakker og udspring fra vipperne i svømmehallen. Og Idrætsakademiet viste alt fra boldspil til kinesisk folkedans.
En skøn dag for både gæster og Gerlevs egne.

 

Stort tak til alle, der deltog!

SHARE IT:

Comments are closed.