Gerlev Prisen går til WHO’s Dr. João Breda

Portugisiske Dr. João Breda er årets modtager af Gerlev Prisen, som blev overrakt på idrætshøjskolen den 6. maj. Dr. Breda har viet sit liv til at øge folkesundheden og promovere fysisk udfoldelse – først blandt portugiserne og nu over hele Europa gennem sit arbejde for WHO.

Initiativer der tør anfægte den etablerede idrætspolitiske orden

Gerlev Prisen har været uddelt siden 1978, da den blev indstiftet i forbindelse med Gerlev Idrætshøjskoles 40-års jubilæum. Prisen, der er kendt som idrættens PH-pris, tildeles for en indsats, som ”i en særlig grad har udviklet idrættens kvaliteter eller skabt fornyelse i synet på idrættens kulturelle placering og muligheder”. Formålet med prisen er at sikre ”opmuntring af ytringsfrihed og demokrati” samt at støtte initiativer, der ”tør anfægte den etablerede idrætspolitiske orden”.

Blandt tidligere modtagere finder man navne som Torben Ulrich, Mads Øland, Nick Horup, Brian Laudrup og Lars Høgh. Sidste år gik prisen til Preben Astrup og Lars Kruse, der står i spidsen for Danmarks Idrætsforbunds initiativ, Get2Sport, som gennem idræt styrker integrationen i udsatte boligområder.

Til kamp mod inaktivitet

I år går prisen til en særdeles prominent portugiser, nemlig Dr. João Breda, som har viet sit liv til at øge folkesundheden og promovere fysisk udfoldelse. Først blandt portugiserne, og nu over hele Europa gennem sit arbejde for WHO.

Dr. João Breda tildeles Gerlev Prisen for sin indsats for at sikre udarbejdelse og vedtagelse af en af de vigtigste sundhedsstrategier i dette årti: ”Physical activity strategy for the WHO Region 2016-2025”. Strategien fokuserer på fysisk aktivitet som en væsentlig faktor for sundhed og velvære i den europæiske region. Strategien har særligt opmærksomhed på sammenhængen mellem inaktivitet, stillesiddende adfærd og en række livsstilssygdomme. Den lægger vægt på alle former for fysisk aktivitet i hele livsforløbet.

Dr. Breda arbejder for WHO’s Division of Noncommunicable Diseases and Life- course. Herigennem yder han også støtte til WHO’s 53 europæiske medlemslande i deres implementering af den europæiske vedtægt angående overvægtsbekæmpelse. Sammen med sit team er han ansvarlig for verdens største og mest gennemførte overvågningsmekanisme, som monitorerer overvægtige børns sundhed.

Lektor, forsker – og forfatter til 17 bøger

Inden Dr. Breda blev tilknyttet WHO, repræsenterede han Portugal over for både WHO og EU i spørgsmål om ernæring og fysisk aktivitet. Han var den første koordinator af Portugals landsdækkende platform til bekæmpelse af overvægt, som var en del af det portugisiske sundhedsministerium.

Desuden har han stået i spidsen for ernæringsafdelingen på Atlantic University i Lissabon. Han har arbejdet som lektor og forsker på adskillige andre universiteter, ligesom han har holdt foredrag om fysisk sundhed over hele verden. Endelig har han udgivet ikke mindre end 17 bøger.

Prisen uddeles på Jubilardagen på Gerlev Idrætshøjskole

Traditionen tro blev prisen overrakt i forbindelse med Gerlev Idrætshøjskoles Jubilardag, som i år finder sted den 6. maj, og hvor tidligere Gerlev-elever samles i festligt lag. Denne dag overraktes også Jørn Møllers Legepris, der var opvisning ved Gerlev Performance Team, en lang række aktiviteter og naturligvis en stor festmiddag.

SHARE IT:

Comments are closed.