3 skarpe til Bo Vestergård Madsen

En ny mand har taget roret i Gerlev Center for Leg & Bevægelse. Med mange års erfaring fra bl.a. Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet og Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet bringer han et stærkt vidensfundament til Gerlev. Byd velkommen til Bo Vestergård Madsen. 

Blå bog

Bo Vestergård Madsen startede d. 1. juni 2021 som leder af Gerlev Center for Leg & Bevægelse. Med et hold af medarbejdere med en kæmpe passion for leg har han gennem sommeren både været med til at sende Legeskibet på togt – i to omgange, afholde stor legedag for 80 udviklingshæmmede borgere og i det hele taget brede legen ud til hele sommerdanmark med masser af legearrangementer. 

Bo har en baggrund som cand.mag. og ph.d. i idræt og kulturstudier. Gennem de sidste 20 år har han samlet erfaring fra ansættelser på Syddansk Universitet, IdrætsForsk, Lokale og Anlægsfonden og Københavns Universitet. Han har skrevet om idræt og kultur, bl.a. i bøgerne ”Oplysning i bevægelse” og ”Idræt som fest – bogen om landsstævnet”. Derudover er han medredaktør på antologierne ”Idræt, krop og demokrati” og ”Idrættens enhed eller mangfoldighed”. 

Som en del af IdrætsForsk har Bo tidligere været en del af Gerlev. Efter knap 20 år er han tilbage og skal være med til at understøtte visionen om at styrke legekulturen bredt set i Danmark. Og dermed bidrage til den overordnede strategi ”Gerlev i bevægelse – med leg, dannelse og bæredygtighed skal liv, fællesskaber og samfund formes”.

De tre skarpe

I videoen fortæller Bo om, hvad leg og bevægelse betyder for ham, hvad Gerlev er for ham og hvilke tre ting han gerne vil sætte fokus på i Gerlev Center for Leg & Bevægelse.