3 skarpe til den nye viceforstander

Gerlev har fået ny viceforstander. Hun er dog ikke helt ny, når det kommer til Gerlev. Gennem mere end 20 år har hun været med til at skabe stærke højskoleoplevelser for både elever og kursister. Nu træder hun ind i en ny rolle som viceforstander, hvor hun i endnu højere grad kommer til at sætte sit præg på højskolen. Byd velkommen til Julie Hauge Andersson, viceforstander på Gerlev Idrætshøjskole.

DEN BLÅ BOG

Julie ville egentlig have læst idræt, men efter et højskoleophold på Aalborg Sportshøjskole startede hun på Hjørring Lærerseminarium, hvor hun havde idræt og religion som hovedfag. Hun er tidligere landsholdsspiller i fodbold, men shiner også på en scene som både Pippi, Dronningen og Kjeld fra Olsen Banden. I 1999 fik Julie tilbudt jobbet som underviser på Gerlev Idrætshøjskole. Her startede hun med at undervise i fodbold og har siden undervist i bl.a. snowboard, windsurfing, filosofi, beachvolley og improteater.

Om sommeren har Julie siden 2004 været kursusleder på Gerlevs populære familiehøjskole, og på mange af Gerlevs gospelkurser. I 2019 blev hun leder for de korte kurser og fejrede samtidig sit 20-års jubilæum på Gerlev. Som traditionen på Gerlev foreskriver fik Julie i den forbindelse opkaldt en vej efter sig – Hauges Allé, som fører ned til den lærerbolig, hun har boet i, siden hun startede på Gerlev.

Som ansvarlig for de korte kurser har Julie været en del af ledelsen på Gerlev siden sommeren 2019. Som viceforstander bliver hun nu også afdelingsleder for lærerne på Gerlev og skal som spillende træner fortsætte arbejdet med at skabe fantastisk højskole for skolens mange elever og kursister. Med sine mange år på Gerlev bringer Julie både en stor del af skolens historie og det særlige idrætssyn, værdier og traditioner med ind i de nye spændende tiltag, der er en del af fremtidens Gerlev. Særligt Gerlevs idrætssyn optager Julie. Et idrætssyn med fokus på dannelsen, hvor vi som mennesker i mødet med kampen, legen, dansen og fordybelsen, kan lære meget om os selv og hinanden.

DE 3 SKARPE

I videoen nedenfor fortæller Julie om, hvad det betyder for hende at være blevet Gerlevs viceforstander, hvordan Gerlev har udviklet sig siden hun startede og hvordan hun håber, at Gerlev kommer til at se ud i fremtiden, samt hvad Gerlev er for hende.