90 år, deltager på senioryoga og Gerlev elev fra 1947

En af deltagerne på Aktivt Seniorliv, Irma Katrine Johansen, er gammel Gerlev elev fra 1947. Men trods hendes 90 år, er hun stadig en frisk og ivrig deltager på senioryogaholdet.

Men hendes livlighed skyldes dog hendes børnebørn, mener hun selv. “De sørger for at holde mig igang,” som hun smilende fortæller.

En af hendes børnebørn gik selv på skolen, for nogle år siden, og det var faktisk dette barnebarn, der havde fået Irma, til at vende tilbage til Gerlev, da hun fortalte om deres korte kurser for pensionister.

Men det er kun passende, da det i sin tid var Irmas mange historier om hendes tid på Gerlev, der fik barnebarnet til at vælge skolen, da hun selv skulle på højskole.

Faktisk er hele familien lidt Gerlev tossede, “Jeg så lige et billede af min datter, fra et af jeres familiekurser, så hun har også været her,” fortæller Irma leende.

Med glæde kan hun fortælle, at hun skam stadig kunne genkende stedet. Ikke kun bygningerne men også den særlige Gerlevstemning. “Her er folk lige så åbne og glade, som dengang jeg gik her, så det er virkelig dejligt at vende tilbage,” fortæller hun med et stort smil.

Irmas billede af Gerlevs hold 1947. Det er Irma nr. fem fra venstre på anden række.

Irma har også hjulpet skolen med at bevare sin historie. Da skolen har mistet billedet fra hendes årgang i en brand, har hun lovet, at vi må få en kopi af hendes, så denne bid af Gerlev, kan blive genskabt.

Vi siger tak til Irma for billedet og besøget, og håber hende og de andre kursister på Aktivt Seniorliv havde et godt ophold.

SHARE IT:

Comments are closed.