En leg til hver søndag i advent

Julen er over os! Her på Gerlev handler julen i høj grad om at hygge med hinanden og være nærværende. Og findes der nogen bedre måde at være nærværende sammen end med en leg? 

Indtil juleaften vil vi sende en leg hver søndag som en lille adventsgave. Vi håber, at I vil lege med! 

4. søndag i advent – Julemandstagfat

Julemandstagfat er den perfekte leg til at sætte gang i hele familien i løbet af juledagene. Der er garanti for at I får pulsen op og kommer til at grine. Det eneste det kræver er fire personer – unge som gamle.

  1. Gå sammen fire og fire.
  2. En er julemanden og en anden er det glade barn, der skal forsøge at fange julemanden. De sidste to er julemandens hjælpere, der skal forhindre at julemanden bliver fanget.
  3. Julemanden og hans hjælpere skal hele tiden holde hinanden i hænderne.
  4. Når det glade barn har fanget julemanden bytter man roller, så alle prøver både at være julemand, hjælper og det glade barn.

3. søndag i advent – Pak gaver op

I denne leg skal der virkelig jules, når vi pakker gaver op. Uanset om man er to eller en stor gruppe, kan man sagtens lege med. Det eneste, det kræver, er et par minutter med stærke arme og en masse grin.

  1. Gå sammen to og to.
  2. Den ene lægger sig på gulvet og folder sig sammen som en pakke. Den anden skal forsøge at åbne pakken. Pakken må gerne stritte lidt imod.
  3. Hvis man ikke kan åbne pakken, må man gerne tilkalde hjælp.
  4. Når pakken er blevet åbnet, bytter man rundt, så begge prøver at være pakke.

2. søndag i advent – Dyst

I denne leg kan hele familien dyste med hinanden. Det eneste det kræver er et par minutter med hurtige reflekser og grin, og selvfølgelig en makker, man kan dyste mod.

  1. Gå sammen to og to.
  2. Placer hænderne med fingrespidserne mod hinanden.
  3. Dyst ved at slå hinanden over hænderne. I første runde må begge slå lige når de har lyst.
  4. I anden runde skiftes man til at have angrebsretten. Man har angrebsretten, når man holder fast i sine ører. Hvis angriberen rammer må han slå igen. Rammer han ikke får den anden angrebsretten.

Går man vildt til den, kan dysten godt give lidt røde fingre. Pas på hinanden i kampens hede og lad vær med at slå hårdere, end du selv vil slåes.

1. søndag i advent – Juleståtrold

En leg for en gruppe på 5-100 personer. 

  1. Vælg en fanger. 
  2. Sæt legen i gang. 
  3. Fangeren gør enten dem hun fanger til juletræer eller julemænd. 
  4. Bliver man gjort til et juletræ stiller man sig med armene samlet over hovedet. Juletræet bliver befriet ved at to danser rundt om juletræet med hinanden i hænderne og synger: Nu det jul igen, nu det jul igen og julen varer lige til påske.
  5. Bliver man gjort til en julemand stiller man sig og slår på sin store mave og siger: Ho ho ho. Julemanden bliver befriet ved at to sætter sig og hiver i julemandens bukser og siger: Vi vil have gaver, vi vil have gaver.

 

LÆS MERE OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV HER

SHARE IT:

Comments are closed.