CROSSFIT

CrossFit som sidefag på Gerlev er en konstant varieret, højintens og funktionel træning. Med fællesskabet i ryggen kommer du til at løfte, skubbe, trække og mærke din krop.

Vores timer tager udgangspunkt i CrossFits amerikanske rødder. Træningen er rå og præget af crossfit’ens unikke stemning, der vil få dig til at flytte fysiske grænser og mærke fællesskabets styrke. Vi er altid på udkig efter nye træningsinstrumenter i vores omgivelser. Vi bruger vægtstænger, kettlebells, medicinbolde, prowlers, kropsvægt, traktordæk mm. og vi udnytter udfordringerne i vores nærmiljø så som bakkerne omkring skolen, sandgraven og svømmehallen.

Udover at denne kreative brug af instrumenter og omgivelser aktiverer mange muskelgrupper på én gang, gør det også træningen legende, afvekslende og inspirerende. I træningen kommer du både til at lave rullefald, kolbøtter og krabbegang. CrossFit som sidefag strækker din personlige, mentale og fysiske styrke og hjælper dig i et hvilket som helst af hovedfagene.