Et tilbageblik på Gerlevs 2020

2020 med alle sine mange lange måneder er snart ved at nå sin ende. Det har om noget været et overraskende år, et år der har bragt mange frustrationer, men også et år, der har bragt glæder, sammenhold og effektiv krisehåndtering.

På Gerlev har der været op- og nedture. Den lange nedlukning i foråret og aflysningen af korte kurser har gjort ondt, men til gengæld er vi netop nu ved at afslutte et af de største efterårshold i skolens historie og i Center for Leg og Bevægelse har det været et år i legens tegn med flere nye projekter og masser af aktiviteter og nye partnerskaber med kommuner over sommeren.

Nedlukning i foråret 

Fredag d. 13. marts 2020 rejste alle elever fra vinterholdet hjem – bare 14 dage før deres ophold var slut. Det var konsekvensen af Covid-19’s indtog i Danmark og en følge af Statsministeriets pressemøde onsdag d. 11. marts, der lukkede landet ned i foreløbigt 14 dage. 14 dage endte dog langt fra med at kunne gøre det. Højskolerne kom desværre ikke med i hverken den første eller anden genåbning. Heldigvis blev tredje genåbning skubbet frem, og vi endte med at kunne starte op med et kort forårshold søndag d. 31. maj. Mens eleverne var hjemme, var stort set alle medarbejdere det også. Kun et par pedeller, et par stykker på kontoret og den samlede ledelse var tilbage. Og i de mange uger, der gik, før vi åbnede igen, blev et utal af genoplukningsplaner udarbejdet, krøllet sammen og smidt ud, i takt med at de forskellige genåbningsbølger gik højskolerne forbi.

Kort men intensivt forårshold

Søndag d. 31. maj flyttede livet igen ind på Gerlev med et nyt hold elever, der tålmodigt havde ventet på deres dosis højskole og fællesskab. Her var både masser af fortsættere fra vinterholdet, men også helt nye elever, der bragte smil og glæde til Gerlev. Forårsholdet endte med at bruge tre uger på Gerlev i uge 23, 24 og 25, inden de igen pakkede taskerne og flyttede en uge på Landkolonien Jomsborg i Jægerspris. På den måde blev det til fire ugers intens højskole. Og et vigtigt skud energi til både elever og medarbejdere før sommeren gik i gang.

Sommer, sang, kamp og familier

Sommerens kurser er et højdepunkt på Gerlev. Og det var det – på trods af Corona – også i 2020. Med ekstra rengøring, ekstra afstand og opdeling i familiegrupper lykkedes det at gennemføre alle kurserne og skabe en masse højskoleminder og -oplevelser for kursister på: 4 gange Sommergospel-kurser, International Gathering – Gerlevs intensive danse og parkour uge, Familiehøjskole og Judo Summer Camp. Det var en fantastisk oplevelse at se, hvordan hundredevis af mennesker sammen med os lykkedes med at skabe sommerhøjskole midt i en corona-tid. Nu er der åbnet op for tilmeldingen til de korte kurser i sommeren 2021. Læs mere om det her

Masser af legeaktiviteter over sommeren

2020 blev midt i corona-krisen et år i legen tegn. Gerlev uddannede unge ledige i Slagelse Kommune i coronavenlig leg – så de blev et nyt kommunalt Corona-forsvarligt lege-korps. Deres opgave var at lette genåbningen af skolerne og dagtilbud ved at igangsætte gode og meningsfyldte aktiviteter, der overholdt Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Den corona-forsvarlige leg fortsatte i andre kommunale partnerskaber hen over sommeren. Lege-Instruktører fra Gerlev var blandt andet i Nyborg, Skælskør, Lyngby-Tårbæk og Helsingør, hvor de spillede og legede med børn og voksne.

Facelift af Finnoteket og Lobbyen

I sommeren 2020 startede vi et nyt projekt – første skridt i et ‘facelift’ af skolen. Både medarbejdere og elever hjalp til med ideer og arbejdskraft for at skabe flottere og mere hyggelige højskole-rammer i Finnoteket og forhallen – og det gamle computer-rum blev til Kuriosum. Terrassen og udeområdet mellem bevægelseshuset og foredragssalen har også fået et velfortjent løft. Forskønnelsen af Gerlevs faciliteter er startet op i samarbejde med https://arkitekturministeriet.dk/  og fortsætter i 2021. 

Rekordstore elevhold

Under Covid-19 nedlukningen og de begrænsede muligheder for at rejse til udlandet, har flere unge fået øjnene op for, hvad højskolerne har at byde på. Efterårsholdet 2020 endte med at været et af de største i Gerlevs historie med 138 elever. Normalt har vi omkring 100 elever i efteråret. Det har betydet, at skolen har været fyldt i alle etager og afdelinger. I 2021 skal vi igen byde et rekordstort antal elever velkommen – både til vinter og forår er skolen fyldt – og med ventelister. 

Elever ramt af Covid-19

Den 11. oktober blev første positive Covid-19 tilfælde hos en elev konstateret på Gerlev. Det betød først at eleven og hans familiegruppe blev sendt hjem i isolation. Hurtigt viste det sig dog, at smitten havde bredt sig til andre familiegrupper. Derfor blev alle elever sendt hjem i isolation eller isoleret på skolen. Efter en uge stod det klar, at over halvdelen af skolens elever var blevet smittet med Covid-19. Sygdommen havde dog ikke nået skolens personale. Omkring to uger efter smitteudbrudet begyndte Gerlev så småt at åbne op for ikke smittede og raskmeldte elever igen. Siden har der ikke været nogle smittetilfælde på Gerlev.

Nye lege-projekter

I 2021 kommer der endnu mere fokus på glæden ved bevægelse og leg i lokalområdet. To store projekter starter op – et med støtte fra Novo Nordisk Fonden og et andet med støtte fra Velux Fonden. Det ene projekt skal skabe ny bevægelseskultur og indsatser for de 11-15 årige. Det er et samarbejde mellem idrætsforeninger, skoler, Slagelse kommune og Gerlev. Det andet projekt skal sikre forældres deltagelse i børnenes leg, læring og trivsel i dagsinstitutioner i socialt udsatte boligområder. Det er et samarbejde mellem den boligsociale helhedsplan i Slagelse – En Fælles Indsats, Slagelse kommune og Gerlev. 

Aflysning af korte kurser mm. – Seneste stramninger 

For at sikre de bedst mulige rammer omkring eleverne på højskolen, blev det kort efter opstarten af efterårsholdet besluttet at aflyse en række aktiviteter i efteråret. Korte kurser for resten af 2020, gammel elev og jubilar weekend og udlejninger, hvor kredsløb til eleverne ikke kunne holdes adskilt, blev aflyst. Den seneste nedlukning af Danmark over julen betyder også, at det nye kursus Nytårs Gospel er blevet aflyst. Foreløbigt ved vi heller ikke helt, hvad der sker efter 3/1 – men vi krydser fingre for at smittespredningen falder, og at vi kan åbne for elever den 7/1 som planlagt. Vi håber 2021 bliver et år, hvor vi kan lave endnu mere højskole.

 

SHARE IT:

Comments are closed.