Finn Berggrens afskedstale

Afskedstale, den 19. december 2018

Finn og Gerlev.
For de fleste her tilstede falder tanken nok på de sidste 17 år som forstander, men for mig selv er der tre markante Gerlev perioder.
Min tid som elev i 1964-65, altså for 54 år siden.
Min tid som lærer på Gerlev fra 1971-78 som sluttede for 40 år siden.
Min tid som forstander gennem 17 år

Og skulle jeg forfalde til at fortælle historier fra alle tre perioder bliver det en lang reception, men det er alligevel tiden til at binde sløjfer på ens liv, og ikke mindst på ens officielle tid på Gerlev.

Men hvordan binder man sløjfer over sit liv – på en festlig dag.
Mine mentale sløjfer begyndte faktisk i forgårs, hvor jeg havde morgensamling med temaet ”Sange fra højskolesangbogen, der har påvirket mig og inspireret mig som elev, som lærer og som forstander”. Udvælgelsen af disse sange blev min personlige rejse tilbage i tiden på Gerlev.
Vi skal ikke gentage sangtimen, men jeg vil gerne invitere jer på en lille refleksions rejse på dagen i går idet det pludselig gik op for mig, at dagen og forløbet ikke kun indeholdt én sløjfe – men mange sløjfer på mit liv og forhold til Gerlev.

I går formiddags havde jeg inviteret min efterfølger Tania hjem i privaten. En bevidst tanke om, at Tania skulle opleve, at det ikke bare var en forstander, der skulle afløses, men at der var en familie bag forstanderen.
Og hvis ikke I har registreret det vil jeg lige benytte lejligheden til at præsentere Tania for jer.

Held og Lykke Tania med dit Gerlev.

Tilbage til sløjfen. Det var en speciel oplevelse at sidde og sætte ord på de mange år som forstander og kommentere de mange bolde, der har været i luften gennem mange år. Bolde, der har holdt luft, bolde, der har tabt luften og dem, der slet ikke nåede at blive pustet op. Og til trods for at jeg bestemt ikke er boldspiller, står det lysende klart for mig, at jeg hverken før eller i fremtiden kan undvære, at der er bolde i luften.

Mødet med Tania måtte afbrydes til fordel for en julefrokost i Gerlevs festlokale med bestyrelsen for Harald Blåtands Laug. Og ja, det blev en ny pudsig sløjfe, der kunne bindes.
I egenskab af det store arbejde, der er lagt her på Center for Leg og Bevægelse/Legeparken, har jeg fornøjelsen at sidde i et udvalg i Unesco, der arbejder med Traditionel Sport og Leg.
I sidste uge var jeg derfor inviteret til at deltage i en arbejdsgruppe om Kultur udveksling langs Silkevejene. Det foregik i et ret ukendt land, Turkmenistan. Og som en del af konferencen var der et oplæg om vikingernes rolle i relation til Silkevejene.
Man talte om Connecting People -. Connecting Cultures.
Og her sad vi i går og lænede os op ad den gode gamle ”Bluetooth”, der i moderne kontekst er brugt som begreb for Connecting People.
Og det gik op for mig at netop det – Connecting People – Connecting Cultures – har været min ledestjerne gennem de sidste 17 år på Gerlev. En ny sløjfe blev bundet.

Sidste punkt på gårsdagens program blev en meget personlig sløjfe. Jeg fik besøg at et familiemedlem af Johannes og Martha Stræde, der var forstanderpar fra 1956 til 1971.
Med andre ord min forstander da jeg var elev og den person, der ansatte mig på Gerlev, inden han rejste i 1971.
Gerlev Idrætshøjskole havde sagt ja til at modtage og opbevare Johannes Strædes Arkiv – alle hans taler og bøger. Og da jeg i går aftes havde modtaget arkivet og gik hjem, kunne jeg ikke andet end tænke over det pudsige, at netop den person, der bød mig velkommen til Gerlev og påvirkede mig – at modtage hans arkiv blev én af de sidste handlinger som jeg varetager som forstander. Det blev en personlig sløjfe, der blev bundet.

Da jeg gik hjem i går aftes, kunne jeg ikke lade være med at more mig over en lille kulturforskel mellem forstander Stræde og mig selv. Som del af arkivet fik jeg en opslagstavle med et stort Danmarkskort, hvor Stræde havde sat nåle i alle de utrolig mange byer og landsbyer, som han havde holdt foredrag i gennem årene, mens jeg der hjemme på kontoret har et Kinakort på væggen fyldt med nåle, hvor jeg har været. En lille tids- og kulturforskel.

Rejsen slutter, sløjferne er bundet og bliver bundet, men den lille afstand på små halvtreds meter fra mit kontor på højskolen til mit hjem stod i går aftes for mig, som en levendegørelse af alt det som har påvirket mig gennem livet.

Min lille gåtur går gennem forhal og elevernes opholdsstue, og jeg har aldrig lagt skjul på at det netop er alle de spændende, dygtige og unge mennesker, der har været en evig kilde til inspiration og livsglæde i mit liv.

Min hjemtur fortsætter forbi Bevægelseshuset, hvor vi netop står i dag, men i går aftes, som alle andre aftener, var her gang i det lokale foreningsliv. Jeg stod i mørket og kikkede ind og tænkte på, at netop dette foreningsliv har givet mig oplevelser og glæder gennem hele livet.

De sidste tyve meter på min tur går hen over den nederste del af Gerlev Legepark. Og det blev aftenens og dagens sidste sløjfe. Vores tidligere medarbejder og inspirator til Gerlev Legepark, Jørn Møller, formulerede ikke kun Legeparkens men højskolens DNA med den fantastiske sætning ”Med Leg skal Land Bygges” – jeg er stolt og glad over at have været del af denne vision som markante fonde i Danmark har bidraget til.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at skulle der indsnige sig nogle venlige eller sågar rosende ord ind i nogle taler til mig såvil jeg gerne understrege over for alle jer dejlige medarbejdere på Gerlev, at intet som jeg har gjort har været muligt uden jeres støtte og hjælp.
Stor Tak til jer alle.

Og hvis jeg skal have en god jul må jeg hellere sikre mig at understrege at den samme tak går til min familie.
Jeres overbærenhed er uden sidestykke.

Og så vil jeg gerne udbringe en skål for Gerlev Idrætshøjskole og alle medarbejdere.
3 korte og et langt Hurra. Højskolen og medarbejdere længe leve.

SHARE IT:

Comments are closed.