Gerlev melder fuldt judo-hus

Endnu en uge med masser af aktivitet og glade mennesker i alle aldre er i fuld gang på Gerlev. I år er det 15. sæson, Judo Danmark afholder sommerlejr på Gerlev Idrætshøjskole. 

 

Judo for alle

Ca. 300 mennesker i alderen 0 til 73 år fra ikke mindre end 10 forskellige nationaliteter er i denne uge samlet på Gerlev i deres fælles passion for judo. Her er både piger og drenge, mødrer og fædre, kvinder og mænd fra bl.a. Finland, Hong Kong, Irland og Korea men for en gangs skyld er kvinderne kommet en smule i undertal. Hvor der ofte er flere kvinder, der finder vej til højskolen, trækker Judo Danmarks årlige sommerlejr denne ene gang om året nemlig rigtig mange mænd til Gerlev.

 

Hånd og ånd

Selvom judo stadig er mandsdomineret, så er judo en sport, der tiltaler mange forskellige personligheder. Nogen tiltrækkes mest af det sportslige, mens andre mere af den mentale tilgang eller begge dele. Men uanset hvilken baggrund man kommer med, så lukkes man ind i en ritualiseret verden, hvor disciplinen spiller en stor rolle. “Før vi begynder en træning, hilser vi på hinanden og der er ro, når træneren siger noget,” fortæller den tidligere svenske landstræner og træner på sommerlejren Tommy Kjøge Mortensen. Han fortsætter: “Judo er med sin holistiske tilgang anderledes end andre sportsgrene. Det er både hånd og ånd. Formålet med judo er Jita Kyoei, som kan oversættes til ‘Gensidig fremgang og velfærd’. I det ligger, at vi hjælper hinanden og perfektionerer os selv i gensidig trivsel og god samhørighed.”

 

Folk er vilde med Gerlev

Og netop Tommy kan i år fejre 40 års jubilæum som deltager på Judo Danmarks sommerlejr. Han startede selv med at træne judo som 11-årig og blev tilbage i 1987 ansat som judo-lærer på Gerlev Idrætshøjskole. For ham er der ingen tvivl om, at folk er vilde med Gerlev: “I starten var der nogen modstand blandt deltagerne i Judo Danmark, når der på rigtig højskolemanér skulle synges til- og afholdes morgensamling, men den er for længst væk. De unge på landsholdet – hvoraf 3 (2 kvinder) er godt på vej mod at kvalificere sig til Ol næste år – rejser rundt i verden og oplever så meget og alligevel, så VIL de med på Gerlev. Det har en stor prioritet for dem.”

 

Hall og Fame

Én af underviserne på Gerlevs judo sommer camp er den britisk/franske Performance Coach og nuværende vicepræsident i det europæiske judoforbund (EJU) Jane Bridge. Jane er tre-dobbelt Europamester og i 1980 blev hun den første kvindelige verdensmester i 48kg. Fra 1993 til 1997 var hun træner for det britiske kvindelandshold og deltog med et hold til de olympiske lege i Atlanta. I 2018 blev hun optaget i det internationale judoforbunds Hall of Fame. 

SHARE IT:

Comments are closed.