Gerlev Prisens modtager tager glæden alvorligt

Lørdag d. 27. april blev Gerlev Prisen uddelt ved festlig ceremoni i skolens hal. Prisen gik til Helle Winther, lektor og ph.d. i dans og bevægelsespsykologi ved Institut for Idræt og ernæring på Københavns Universitet.

 

Gerlev Prisen gives for udvikling og fornyelse af idræt

Det var en tydeligt rørt Helle Winther der modtog Gerlevprisen. Først bød bestyrelsesformand Søren Præstholm velkommen. Og Gerlevs nye forstander Tania Dethlefsen gav begrundelse for valget af modtager. “For det første er Gerlev-prisen en vigtig pris,” understregede forstanderen. “Den er blevet givet til folk hvis indsats symboliserer noget der er kerne for Gerlev. Den uddeles nemlig for en indsats, som i en særlig grad har udviklet idrættens kvaliteter eller skabt fornyelse i synet på idrættens kulturelle placering og muligheder.”

 

Det lange seje træk                                               

Det er netop denne udvidelse af idrættens kvaliteter og muligheder, som Helle Winther hyldes for. Gerlevpriskomiteen lagde vægt på ‘det lange seje træk’ ved sit valg: “Vores prismodtager har nemlig systematisk, konsistent og vedholdende og i mange forskellige sammenhænge arbejdet med at sprede ringe i vandet. – Ringe der handler om glæden ved og vigtigheden af krop og bevægelse,” forklarede Tania. “Prismodtageren har skubbet, hevet, inspireret, motiveret, måske endda insisteret på vigtigheden ved dans, bevægelse og kroppen overfor en bred vifte af målgrupper. Prismodtageren har udnyttet enhver mulighed og enhver sprække til at få dans, leg, kropslig udfoldelse udover rampen, ind i hverdagslivet – både i fritiden og på arbejdspladsen.”

 

Tager glæden og gnisten alvorligt

Og hun fortsatte: “Du tager i bogstaveligste forstand glæden og gnisten ved dans, krop og bevægelse alvorligt. Og det har du gjort med rigtigt mange mennesker – i mange år og i ufatteligt mange forskellige og finurlige sammenhænge. Derfor er prisen din – og den er fuldt fortjent.”

Til sidst lagde Tania vægt på, at Helle ikke blot har lært andre at bruge kroppen, at danse, lege, kæmpe – men også lært andre at lære fra sig. Blandt andet som lærer på Gerlev, da Tania selv var højskoleelev. Det var bevægede kvinder der gav knus og en rørstrømsk Helle Winther der fik ordet og fortalte om den betydning Gerlev har haft i hendes liv. “Gerlev har sat nogle meget dybe spor i mig – og derfor også i mit arbejde.”

 

Om Helle Winther

Helle Winther er lektor og Ph.d. i dans og bevægelsespsykologi ved Institut for Idræt og ernæring på KU. Hun har mangeårig erfaring fra universitetsuddannelse og efter-/videreuddannelse., er foredragsholder for mangfoldige professioner (ledere, idrætslærere, fysioterapeuter, gymnasielærere, seminarielærere, sygeplejersker, læger). Hun er forfatter, medforfatter og redaktør på syv bøger og antologier, og har desuden publiceret et stort antal danske og internationale videnskabelige artikler. Hun er eksamineret supervisor og danse- og krops-psykoterapeut. Og hun er Leder af faggruppen for dans og performance og Koordinator for forskningsclusteret: Embodiment, learning and social change.

SHARE IT:

Comments are closed.