Gerlevs jubilæum i medierne

Lørdag d. 5. maj fejrede vi Gerlev Idrætshøjskoles 80 års fødselsdag med bragende solskin, skøn mad og en masse mennesker i alle aldre. Der blev overrakt priser, løbet Hareløb, leget, spillet, debatteret og danset. Og Gerlevs fantastiske køkkenpersonale sørgede for frokost, kaffe og festmiddag til de over 700 fremmødte gæster.

 

Ugens gæst på p4

“Forstander på Gerlev Idrætshøjskole Finn Berggren, er inkarneret højskolemennske,” indleder Kristeligt Dagblad dagens portræt.

Fra sin grundlæggelse i 1938 har Gerlevs grundværdier bygget på lysten og legen. Vi vægter udviklingen af bevægelsesglæde og begejstring for idræt. Det skal være sjovt, spændende og modigt. Allerede med skolens stifter, Kristian Krogshede, blæste nye vinde. Han ville noget andet og mere end gymnastik og således blev Gerlev landets første idrætshøjskole. Nu – 80 år senere – er Gerlev stadigvæk førende indenfor nye bevægelsesformer og udvikling af idræt. I anledning af fødselsdagen var Finn Berggren, skolens forstander, Ugens gæst på P4. Der fortæller han om denne tradition for nyskabelse, hvordan Gerlev introducerede faget Friluftsliv som de første i Danmark, kom Parkour på skoleskemaet og nu tilbyder det helt nye og spændende Natural Move. Hør hele interviewet med Finn her.

 

Finn og fødselsdagen var selvfølgelig også med i en række andre medier. Kristeligt Dagblad publicerede et portræt af forstanderen, hvor de bl.a. fortæller om Gerlevs store internationale netværk af universiteter og andre samarbejdspartnere verden over.

 

Prisoverrækkelser og jubilæumstaler

Dagens prisoverrækkelser fyldte selvfølgelig også på siderne af blade og webs. Gerlev Prisen 2018, som havde 40 års jubilæum samme dag, tildeltes Bjarne Ibsen. Bjarne er professor og centerleder af Center for ”Idræt, Sundhed og Civil Samfund” på Syddansk Universitet. Bl.a. Sjællandske omtaler Bjarne som en ildsjæl, hvilket han sandelig også er. De skriver om, hvordan han vil bruge prisens 15.000 kroner til at afholde et møde på Gerlev, hvor det skal diskuteres, hvordan man kan få flere udsatte mennesker med i idrætten. Selv vil han lægge yderligere 15.000 kroner oveni.

 

Flere af aviserne trykte billeder fra den store fest. Lige som alle de mange gæster i hallen lørdag formiddag, er UgeNyt’s journalist imponeret over Gerlev Performance Team’s opvisning. De fleste medier fortæller selvfølgelig også om de gode festtaler ved forstander, formand for bestyrelse, fhv. kulturminister, Bertel Haarder og formand for Kultur og Fritid i Slagelse Kommune, Sten Knuth.

 

Nogle ting nåede ikke med i medierne

Der var venskabelig stemning i foredragssalen til ‘Dialog og driblerier’ mellem Bertel Haarder og Gertrud Højlund. Emnet var højskole og moderator var Gerlevs bestyrelsesforman Søren Præstholm.

Efter endt fest-show stod dagen på et spændende nyt tiltag: Dialog og driblerier, hvor en rækker emner blev taget op og debatteret i to-mands panel, med moderator. Mens der udendørs foregik en lang række festligheder, det traditionelle Hareløb, beachvolley, spil og hygge. Hareløbets to vindere, som kommer op og hænge på Hareløbets fine skjold, var Thorleif Høj Nissen og Mathilde Hallgren. Begge to er nuværende elever på skolen.

Dagen sluttede af med manér; En fantastisk festmiddag, med de skønneste lækkerier fra køkkenet og band, dans og fest til langt ud på natten. – Hvad der skete i nattens mørke findes der dog ingen reportager fra. Måske med god grund?