Kampen om kroppen

Vi fødes som en krop. Vi lever som en krop. Vi dør som en krop. Inden vi dør, går vi i skole som en krop. Vi dyrker idræt som en krop. Vi føler som en krop. Vi dyrker elskov som en krop, hvorudaf vi kan give liv til andre kroppe. Hele vores liv er kropsligt. Derfor er det vigtigt, at vi er vores krop. Kroppen må ikke være et besværlig objekt, vi blot slæber rundt på. Vi skal være ét med vores krop. 

Behandlingskrævende i kulturel forstand

Kroppen er en kampplads, hvor der hele tiden foregår en kamp om at forme og disciplinere kroppe i bestemte retninger. Mode-, fitness-industrier, bloggere, kost-guruer,  influencers, wannabe-kendte, osv.  Alle har sandheden du skal bare spise, træne og se ud på én bestemt måde. Resultatet er, at der i disse år hersker en destruktiv perfektheds- og nulfejls-kultur i forhold til kroppen. Og Gad vide hvorfor? Jo, vi har f.eks. aldrig haft en generation, der er så sønderbombede af billeder og film af “perfekte” kroppe. 1000-vis af billeder på Instagram og Facebook der brænder sig ind i de unges underbevidsthed mange timer hver eneste dag. De scroller ned og får endnu et ligegyldigt fix. Det er en tidstypisk måde at slappe af på, uanset om man står, sidder eller ligger, uanset om man er alene eller sammen med andre.

Unge bomber deres hjerner med kortvarige glimt af mange forskellige menneskers næsten identiske maver, balder, bryster, biceps og ansigter. Hvad kommer der ud af det? Intet produktivt kun mindreværd og en oplevelse af ikke at være god nok. Det er jo ikke sådan, at de unge på højskolen blive syge eller behandlingskrævende i psykisk forstand, men deres adfærd og tanker minder om den, der karakteriserer de unge, der er diagnosticerede med en spiseforstyrrelse eller ODC. Tvang, skyld og depression i større eller mindre grad. Usunde slankekure, selvpineri og overdreven og ensidig motion for at leve op til kropsidealerne. Træning som en sur pligt der skal overstås, frem for træning du dyrker fordi det er livsbekræftende og skaber glæde før, under og efter.

Overflade før indhold

Vi har som kultur et overdrevet fokus på overflade. Alt er form og udtryk, mens indhold, dvs. det der ligger under overfladen af tanker, følelser og dannelse er underordnet. Trist, men den sørgelig virkelighed for mange. Nu tænker du måske: Hold nu kæft, Martin, hvor er du bare en gammel sur mand. Nej, det jeg faktisk ikke. Jeg er derimod en bekymret og omsorgsfuld idrætshøjskolelærer med en vigtig sag. Højskolens unge er ikke behandlingskrævende i psykisk forstand, men det er de til gengæld i høj grad i kulturel forstand.

Efter min overbevisning består en vigtig del af Gerlevs potentiale og opgave i, at udfordre de triste tendenser, man ser i de unges forhold til deres egen krop. Derfor bør vi som idrætshøjskole eksponere unge for en mangfoldighed af kropslig poesi, der kræver kritisk refleksion både i forhold til deres egen krop og kroppen i vores kultur. Så tænker du nok, hvad mener manden med kropslig poesi? Ligesom et kunstværk i billedkunst eller litteratur, skal idrætten og den måde vi arbejder med kroppen på, skabe forundring og vise dybere lag end dem vi kan se og veje med det blotte øje. Vi skal lære at se bag om idrætten og forstå kampen om kroppen.

Ikke al erkendelse går gennem hovedet

Ikke alt skal forstås med ord. Slet ikke på så kropsligt et sted som Gerlev. Vi forstår også verden gennem vores sanser uden der bliver sat ord på. Her kan man bemærke sig, at unges kroppe ofte er halv- eller hel-nøgne i medierne, fitnesskulturen og egentlig også på højskolen og samtidig har mange unge en paradoksal blufærdighed i forhold deres brug af kroppen og i forhold til intimitet og kropskontakt. Man tør ikke sidde nøgen i saunaen, men man kan godt vælge at drikke sig fuld og løbe nøgenløb rundt om højskolen.

Nøgenløbet kan af nogle opleves som et unødigt gruppepres, hvor der opstår en polarisering mellem de seje der tør og de forsigtige som ikke tør. Men det kan også ses som et lille glimt af modkultur og frigørelse, som forhåbentligt fejrer en mangfoldighed af forskellige kroppe. Der findes også andre oplagte måder, der i al sin enkelthed går ud på, at man dyrker idræt, hvor der er en høj grad af kropskontakt og kropslig dialog. Når vi kæmper, leger og danser med kropskontakt.

Kropskontakt i et trygt højskolefællesskab

Vi mennesker anvender ikke kun tankens kraft til at forstå verden. Kropskontakt er den mest basale form for social kommunikation for både dyr og mennesker. Gennem kropskontakt får vi en umiddelbar fornemmelse af, hvem vi selv er og hvem andre er. Når vi mennesker kæmper, leger og/eller danser med kropskontakt, kan vi blive selvforglemmende og komme i flow med vores makker og i det øjeblik forsvinder det kulturelle pres på kroppen og det kropsideals-tyranni der desværre påvirker alt for mange alt for negativt.

Men hvad der står klokkeklart er, at vi skal tage denne udfordring op og vi skal gøre det i rammen af fællesskabet. Sammen skal vi udfordre og rykke ved de negative idealer. Det kræver naturligvis oplysningskampagner og diskussioner, men i mine øjne er det mindst lige så  vigtigt med didaktisk velovervejet idrætsundervisning. Undervisning der bevidst udfordrer kulturelle normer ved at arbejde med kropslighed og kropskontakt på nye og eksperimenterende måder, der formår at bevidstgøre unge om normer der påvirker negativt. Det kræver tryghed, rummelighed og fællesskab, hvilket mange højskoler er fantastiske til at skabe.

Netop derfor har højskolerne en særlig forpligtelse til at være et sted, hvor unge i stærke fællesskaber kan erfare, at kroppen er mere end en udvendig form men at kroppen først og fremmest er indhold og mening.

Deltag i debatten om betydningen af kropslig dannelse, når vi fejrer Højskolernes Jubilæum d. 7. november. Ud over debat vil der også være leg, fællesspisning og højskolesang. Læs mere på vores hjemmeside

SHARE IT:

Comments are closed.