”Kom ud af busken og kom af sted”

Sommeren på Gerlev har budt på alt fra gospel til parkour. Unge som gamle har besøgt højskolen og kastet sig ud i aktiviteter, der for nogen var velkendte og trygge, og for andre var helt fremmede og grænseoverskridende. Yoga og Mindfulness var en af de aktiviteter, der samlede både begyndere og øvede, mænd og kvinder, unge og gamle.

En fantastisk kombination

I løbet af ugen er der både blevet arbejdet med balance, forbindelsen mellem krop og sind, selvudvikling og forskellige typer af yoga. Yoga og Mindfulness har blandt andet budt på træning, afspænding, kreativitet, højskole, sund mad og socialt samvær.
For Nanna Heinø Mortensen var det omkring sjette gang, hun var på yogahøjskole. Spørger man hende, er det noget helt særligt at opleve yoga på Gerlev: ”Det, som jeg oplever, som er en fantastisk kombination, det er fællesskabet, udadvendtheden, højskolesange, traditioner, men også indadvendtheden.”

Gerlev bringer folk sammen

Kursisterne på Yoga og Mindfulness oplevede også, hvordan Gerlev kan bringe folk sammen fra alle dele af verden med vidt forskellige interesser, og samle dem om glæden ved bevægelse. Ud over Gerlevs eget kursus i Yoga og Mindfulness havde skolen også besøg af Fighting Monkey, der arbejder med alternativ bevægelse, og Sk8skool, der laver speedskating.
Merete Matthiesen var med som underviser på Yoga og Mindfulness. For hende er mødet mellem forskellige mennesker noget helt særligt ved Gerlev: ”Man møder andre sportsgrene og andre mennesker og andre nationaliteter. Man er ikke kun i den der boble af yoga. Man får også øjnene op for noget mere, eller kan i hvert fald kigge på det og møde de mennesker også. Derfor Gerlev.”

Opfordring til alle mænd

Ud af de 25 deltagere på kurset i yoga og mindfulness var der fem mænd.
Jakob Espensen, som var en af de fem, har en besked til alle mænd, der overvejer en uge på Gerlev med Yoga og Mindfulness: “Kom ud af busken og kom af sted. Hvis du går med en eller anden tanke om, at det kunne være spændende at prøve noget yoga, så kommer du rigtig langt med det her. Og det er ikke sådan, at du skal have store bøffer eller små bøffer. Alle kan deltage.”

Står du med drømmen om at opleve en uge fyldt med yoga og mindfulness, har du chancen igen til december. Her kan du give dig selv en tidlig julegave fyldt med det bedste for krop og sind. Kurset Mindful jul og yoga på Gerlev ligger fra d. 7. december til d. 11. december.

SHARE IT:

Comments are closed.