
Fra haven til maven
Haven er et sted for sanserne. Vi smager, dufter og beundrer de smukkeste blomster, frugter og grøntsager, der hvert år gror frem. Med den rette mængde vand og pleje bliver haven fyldt med smagsindtryk, som vi kan tage med os ind i køkkenet.
Dage i haven på Gerlev Idrætshøjskole er din mulighed for at være, smage, spise og blive inspireret til dit haveliv. Der er både foredrag med inspiration til at spise og leve mere bæredygtigt, tid til at være i haven og lære om grøntsager og selvfølgelig smage på dem. Du får konkret inspiration til, hvordan du kan bruge grøntsager i din madlavning til hverdag.

Inspiration til selvforsyning
Gerlev Idrætshøjskole har en høj grad af selvforsyning og anlægger et bredt bæredygtigt syn på højskole, hvor man bevæges, gror, smager og inspireres til et grønnere liv. Gerlev ønsker at inspirere vores elever og kursister til at leve mere bæredygtigt.

En del af højskolelivet
Gerlev står for bevægelse, skøn natur og sund mad. Vores dygtige kokke sammensætter en lækker menu, og det er også muligt at vælge vegansk eller vegetarisk.
På kurset bor vi på en aktiv højskole sammen med 120 glade unge mennesker, og er med til morgensamlinger og aftensamlinger med sang, motion og fællesskab.
