På højskole i en coronatid


ET GERLEV OPHOLD I EN CORONA-TID

CORONA påvirker alles hverdag – også os her på Gerlev Idrætshøjskole.
Som højskole skal vi leve op til de retningslinjer vi har fået fra sundhedsmyndighederne, som vi skal overholde for at undgå smitte. Derfor laver vi højskole og skaber samvær på en lidt anden måde, end vi plejer. Vi har brugt mange måneder allerede på at skabe de bedste rammer for et højskoleophold under corona-vilkår. Så vi har efterhånden gode erfaringer med at tilpasse vores højskole til den virkelighed, vi lever i lige nu. Sammen kan vi skabe noget særligt. At være og at skabe højskole sammen med vores elever er hjerteblod for os. Og for at sikre, at vi kan blive ved med det, skal vi i fællesskab gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at der kommer smitte på skolen. Vi skal alle sammen, elever og medarbejdere, have respekt for retningslinjerne, for kun på den måde kan vi passe på hinanden. Vores erfaring er, at jo mere vi alle er bevidste om reglerne og de nye vilkår, jo bedre vi passer på i hverdagen, jo mere højskole kan vi være.

 

VIGTIGSTE PEJLEMÆRKER

Vi kan se nu, at det allervigtigste er, at vi alle har et konstant fokus på høj hygiejne, ekstra grundig rengøring og afstand til dem, man ikke er i familiegruppe med. Eleverne på Gerlev bliver inddelt i familiegrupper på ca. 20-30 personer. Familiegrupperne svarer til ens hovedfag – og man bor også i samme område med sin familiegruppe. Reglerne for familiegrupperne er, at man må være sammen med dem som man er med sin egen familie derhjemme – altså uden afstand og restriktioner. Skolens øvrige elever og medarbejdere holder man afstand til. Er man i en risikogruppe i forhold til smitte, skal man huske at gøre skolen opmærksom på dette før opstart – så vi kan tage særlige forholdsregler.

Derudover følger vi som udgangspunkt Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger, som er:

  • Bliv hjemme, hvis du er syg (indtil du er testet negativ eller er symptomfri i mere end 48 timer)
  • Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme
  • Begræns fysiske kontakt (kindkys, kram, håndtryk m.m.)
  • Rengøring er afgørende på alle potentielle smitteflader
  • Hold afstand og bed andre tage hensyn

Desuden har vi nogle retningslinjer på højskolen for at undgå smitte:

  • Alle elever skal testes hjemmefra inden kursusstart. Med opstart 7/1 – og nytårsaften taget i betragtning skal alle elever testes d 4/1 – og holde sig isolerede indtil de har et negativt resultat. Dette er meget vigtigt for at vi sikrer at vi kan starte trygt op i familiegrupperne hvor vi jo ophæver afstandskravet.
  • Vi anbefaler, at vores elever kun forlader skolen hvis det er meget vigtigt. Hvis man alligevel tager hjemme skal man testes og isoleres indtil man har resultatet før man kan reintegreres med de andre elever.
  • Eleverne er opdelt i familiegrupper på ca. 20-30, som skal respekteres (antallet kan ændres, hvis der kommer nye retningslinjer)
  • Al undervisning bliver planlagt, så vi kan følge myndighedernes retningslinjer i forhold til afstand
  • Eleverne spiser sammen i familiegrupper og der er servering ved bordene
  • Eleverne gør grundigt rent i fællesskab og sørger for god personlig hygiejne og rene værelser

Det er nu et lovkrav fra myndighederne at elever og ansatte har mundbind på når de færdes udenfor undervisning og udenfor familiegruppen.
Det er ikke tilladt at modtage besøg på højskolen under opholdet.

 

HVIS DU FØLER DIG SYG

Hvis du bare er det mindste sløj op til kursusstart, så vent med at ankomme, til du er blevet testet og er corona-fri og uden symptomer. Skriv til os så vi ved det.
Får du symptomer på COVID-19, mens du er på højskolen, bliver du straks isoleret på højskolen i et særligt corona-værelse indtil du er blevet testet. Hvis du er positiv skal du som udgangspunkt isoleres derhjemme. Så vidt det er muligt bør du undgå at tage offentlig transport af hensyn til evt. smitterisiko. Du kan komme tilbage til skolen, hvis COVID-19 er udelukket ved test eller 48 timer efter, at dine symptomer er ophørt.

 

I TILFÆLDE AF SMITTEUDBRUD PÅ HØJSKOLEN

Bliver en elev konstateret smittet med COVID-19, skal alle elever i familiegruppen hurtigst muligt tage hjem og må vende tilbage, når mistanke om smitte er udelukket ved test – på 4. og 6.-dagen efter samvær med en smittet person – og 48 timer efter, at symptomerne er ophørt.
Bliver flere elever på tværs af familiegrupper konstateret smittet, kan vi komme i den situation, at vi må sende alle elever hjem. Indtil eleverne kan vende tilbage, vil vi holde daglig kontakt.
Vi forbeholder os retten til at afvise/hjemsende elever, der viser tegn på sygdom – eller som ikke overholder vores retningslinjer.

ØKONOMI IFM EN POTENTIEL CORONA-NEDLUKNING

Hvis vi kommer i den uheldige situation at vi midlertidigt må lukke skolen, vil eleverne få refunderet 325 kroner – som svarer til vores udgifter til mad.
Hvis regeringen pålægger højskolerne at lukke ned for al aktivitet, vil Gerlev Idrætshøjskole søge om at få elevernes egenbetaling refunderet af staten. På nuværende tidspunkt findes sådan en ordning ikke, og indtil den gør, kan Gerlev Idrætshøjskole ikke garantere fuld refusion.


X