Skituren – 10 gode råd til dig som allerede har husket det hele

Det er vinterferietid!! Skitur – VUHUU!!!

Tid til høje bjerge, blå himmel og bølgende, hvide bakker så langt øjet rækker. Med hue og halstørklæde på plads, og skitasken på skulderen, føler du dig klar til enhver udfordring. Men er du nu også det?

 

På Gerlev Idrætshøjskole er der årtier lang tradition for skiture, i både norske og østrigske fjelde. Årets første tur på pisterne tog vi i forrige uge – en flok på over 160 skiløbere og snowboardere, på alle tænkelige niveauer. Hele skolens elevflok, samt otte lærere og lærerfamilier blev indlogeret en uge i hytter i norske Skeikampen. Der blev hygget, snakket, sunget højskolesange og suset ned ad bakkerne med en vitalitet, som kun kan opstå i højskolens unikke kraft.

Sidst men ikke mindst blev der gjort sig nogle erfaringer, som ikke alle var lige indlysende på forhånd. Vi har derfor samlet ti gode råd til dig, som skal afsted i dag. HUSK:

 

  1. Halsedisse

Den traditionelle pakkeliste til skituren består selvfølgelig af det sædvanlige vintertøj, tykke sokker, vanter og skibriller. De fleste har også styr på det uldne undertøj. Men i kulden bliver det, sjovt nok, ofte ekstra… hm… KOLDT! Overvej varme indlæg til støvlerne og glem ikke halsedissen/buff’en (vi har nogle dejlige af slagsen til salg, hvis du går og mangler et med Gerlev logo på!). Muligheden for at lukke frostens kys ude fra dine smukke, røde kinder, skåner dig for smerte i dag og aldring i morgen.

 

  1. Lavpraktik

Tag et billede af serienummer på dit liftkort. Så har du mulighed for, at generhverve et nyt liftkort billigt, hvis du mister det. #skitur101

 

  1. Optur

Selvfølgelig har du allerede pakket det gode humør. Men, på en god skitur skal der et trin til. Det er ikke nok med ‘godt humør’, det handler om ‘opturshumør’; Evnen til at forstå at sneen vil dig noget godt, når du rammer den. Op igen!

 

 

  1. Den store bue

Ud over opture og nedture, byder skiferie også på en del køkultur. Vi kan, med stor sikkerhed og på baggrund af meget uvidenskabelig statistik, råde dig: Tag altid den store bue rundt i liftkøen – den er hurtigst.

 

  1. YOLO langrendsture

Man tager ikke på eventyr for at kede sig, vel?! På Gerlev opfordrer vi selvfølgelig ikke til dumheder. Men hvis vores gruppe 1, som aldrig havde prøvet ski før, endte levende hjemme hver aften, efter igen og igen at ende off piste… bl.a. en rød off pist, så tåler du sikkert godt en lille udfordring i ny og næ.

“Da skal man … vælge livets storme for gravens stille ro”
(Yolo på Grundvigsk – Højskolesangbogen: Nr. 88b)

 

  1. Snacks

Du ved det jo godt. Det er vigtigt med energi på vejen. I kulden bruger din krop endnu mere energi, end den gør i det hjemlige klima. Det er skjult forbrænding, som mange først lægger mærke til, når kroppen pludselig går sukkerkold. Prop små bidder i alle lommer. Så har du til dig selv og din nabo. Ostehapser rangerede højt blandt vores danske elever. Men den erfarne norske højskolelærer har dog kun ét råd: “KvikkLunsj! – Altid KvikkLunsj. 100% ren norsk energi!”

 

  1. Den røde sne

Den varme kakao er indlysende hyggestemning til skihytte og brændeovn. – Eller rommen til toddyen, for nogles vedkommende. Men har du husket at købe den gode, gammeldags, sommerlige saftevand? I den rene bjerglufts skønne sus, kan du lave din helt egen, vaskeægte snow cone. Fyld et glas op med sne (ikke gul!) og hæld saftevand på. For ekstra pift kan den pyntes med en skive lime. Enkelt, elegant og lækkert!

 

  1. Saunature og kolbøtter i sneen

Hvis ikke du har en sauna i hytten, find en. Der er faktisk rigtig meget godt at lære, fra finnernes brug af vekslende varme og kulde. Efter en lang dag på pisten, giver saunaen perfekt afspænding. Mixet med kolde kolbøtter i vinternatten, som modvirker ømme muskler og hævelser. – Og er sjove!

MEN, forstå at saunaen er til at sidde og få varmen i. Den er ikke til at hænge sine sure sokker til tørre i… Vi siger ikke mere.

 

  1. Kælken

Langrend er hårdt, men fedt. Freeskiing og snowboard er vildt! Men underkend aldrig den barnlige lykke der opstår, når man sidder på sin flade røv, på en god, gammeldags kælk. Det kan f.eks. være et praktisk transportmiddel på den daglige aftentur, fra hytte til hotel, hvor der samles og laves aftenaktiviteter.

 

  1. Dagens helt og aftenens aktiviteter

Et helt essentielt element af hver dags aftensamling og hygge er at vælge dagens helt. Hvem har gjort det godt? Et klap på skulderen kan opveje mange kolde styrt i sneen, eller give et godt spring yderligere luft under vingerne. Og hyg så ellers løs. Syng, spil, grin – og sidst men ikke mindst: FLASHMOB!!!

 

SHARE IT:

Comments are closed.