Fra Sørens 25 års jubilæum på Gerlev. Søren sidder med battet sammen med mennesker, hvoraf mange blev venner for livet.

Søren Præstholms tilbageblik som formand

27. februar sidste år blev den første dansker konstateret smittet med Covid-19. Det blev et forvarsel til et år, som ingen på det tidspunkt havde fantasi til at forestille sig. Det blev også startskuddet til et meget udfordrende år for Gerlev Idrætshøjskole. For højskoleeleverne har der været lange perioder med hjemsendelse, og i 2021 skulle der gå 74 dage inden der kom elever på matriklen. De fleste øvrige aktiviteter har samtidig været lukket ned. Som bestyrelsesformand har der været tidspunkter, hvor jeg har tænkt – bliver det her mon enden på Gerlev som højskole? Heldigvis kom der fornuftige hjælpeordninger, men det var ikke givet undervejs.

Med den uvished og usikkerhed som følgesvend har højskolens medarbejdere på fornemste vis navigeret igennem den største krise siden den påsatte brand i foredragssalen 19. marts 2000. Det var en frygtelig hændelse, som havde lukket skolen, hvis ikke alle ansatte og elever i fællesskab dengang havde villet det anderledes. 

Der er forskelle og ligheder mellem de to hændelser. Branden var pludselig, overrumplende og voldsom. Men så var den også slukket igen kort derefter. Sådan har det på ingen måde været med Covid-19. Men der er som sagt også ligheder. For hvad ville der ske i tiden efter brandslangerne var rullet ind og brandbilerne kørt igen? Branden var jo påsat, ville det kunne ske igen? Ville jeg som elev vågne op i en brændende elevfløj? Og ville jeg som ansat have en arbejdsplads i morgen? Skolens tilsodede og stinkende bygninger gjorde sådanne tanker konstant påtrængende.

Skolen overlevede for 20 år siden. Og det gør den også nu. Igen takket været medarbejderne. Der har været store ofre. Vi har sagt farvel til gode kræfter. Vi har undladt at ansætte hænder, der egentlig var brug for. Og ikke mindst har medarbejderne personligt valgt at yde mere for samme løn – eller gået ned i løn og ydet (mindst) det samme. Set med bestyrelsesbriller har det været imponerende at følge medarbejdernes engagement i at finde løsninger under stort pres, og det skal alle have stor tak og anerkendelse for.

Forhåbentlig går vi med udrulningen af vaccinerne meget snart lysere tider i møde. Det håber jeg for Gerlev. Og det tror jeg på. Derfor er det også med sindsro, at jeg til repræsentantskabsmødet i april har valg ikke at genopstille til formandsposten. En af de vigtige opgaver for bestyrelsen er ansættelse af forstanderen. Og gennem den sidste del af min tid som formand har fokus været forstanderskiftet efter Finn Berggren ved udgangen af 2018. Nu er skiftet til Tania Dethlefsen landet på en måde, som jeg er meget tryg ved. I min optik har Gerlev nu et stærkt og kompetent set-up, som kan styrke Gerlev som organisation, sted og arbejdsplads – og ikke mindst sætte en ny og spændende kurs for Gerlev fremover. 

Det er ingen hemmelighed, at jeg som formand har været stor tilhænger af Gerlevs globale orientering gennem en lang årrække under Finn. Jeg er selv rundet af 70ernes og 80ernes kolde krig og opdelingen af Europa, ja for så vidt det meste af verden, i et øst og et vest. Som gymnasieelev var jeg med til at kæmpe mod stjernekrigsprogram, atomprøvesprængninger og kemiske våben i vores nystartede fredsgruppe. Som elev på Gerlev i 90-91 gjorde det stort indtryk på mig, da hele højskolen drog til København for med fakler at sympatisere med de baltiske lande, som var alvorligt truede af Sovjetunionens sidste krampetrækninger. Alt balancerede på en knivsæg og mange af os følte stor lettelse, da det efterhånden blev klart, at verden nu var en anden. Skulle blive en anden. 

Den nye verden har Gerlev villet gøre en forskel i. Helt konkret gennem det at give elever fra den ”anden side” en helt anden skole-, idræts- og samfundsoplevelse. Først var det bl.a. elever fra Østeuropa og senere mange fra Kina. Det har til tider været svært og udfordrende. Men når en ung kinesisk kvinde i et nummer af ”GerlevGlimt” (elevbladet) beretter om den livsåbenbaring, det var at komme til et sted, hvor ”you could even talk politics with your teacher”, så gør det mig rørt og stolt over Gerlev. Det er da fantastisk, at sådan nogen som jeg selv har fået et vigtig skub ved at være elev på Gerlev. Men ærlig talt, er det ikke i forhold til nogle af de udenlandske elever, at vi som højskole for alvor har gjort en forskel?

Jeg har stået fast i støtten til den internationale orientering. Jeg ved den har haft omkostninger, og at der også har været modstand. MEN det er min overbevisning, at den har været vigtig og rigtig. Og så er der lige den detalje, at vi faktisk var nede at balancere på omkring 40 elever på et hold i en periode lige i begyndelsen af 00-erne, hvor stribevis af andre højskoler gik konkurs. Gerlev overlevede, og jeg er sikker på, at den internationale satsning er en vigtig del af årsagen til det.

Nu står højskolen et nyt sted. Selv er jeg ekstremt begejstret for, at vi orienterer os mod centrale værdier som bredden i en sund kropskultur (både mentalt og fysisk) og om bæredygtighed. Jeg tror der ligger rigtig mange muligheder i at grave lidt tilbage i Gerlevs tankegods og erfaringer fra bl.a. de sene 70’ere og 80’ere, som jeg selv smagte efterdønningerne af som elev i 1990/91 med økologisk og vegetarisk kost i kombination med krøllede idrætssociologer, der satte krop, leg, sundhed og hverdagsliv på dagsordenen. Det var noget af en øjenåbner for en flæskestegselskende gymnastikdreng fra Ribe. 

Men det historiske tankegods skal gentænkes i den virkelighed, der måske mere end nogen sinde råber på forandring. Det bliver  en gen- og nytænkning, som jeg glæder mig til at følge – men det bliver altså nu fra sidelinjen. Det har været 30 spændende år med Gerlev. Som elev, i Elevforeningen, i bestyrelsen, kort tid som projektansat og som formand. Der har været mange ting, der er lykkedes. Og der har været ting, der ikke er. Men det har været alle timerne værd og et kæmpe privilegium at være knyttet til et fantastisk sted med nogle fantastiske mennesker. 

Jeg blev skrevet op til Gerlevs ”verden i bevægelse” på trods af udsigten til mærkelig vegetarisk mad, fordi en god gymnastikkammerat sagde, at det var et fedt sted. Jeg stiftede første gang selv bekendtskab med Gerlev ved Landsstævnet i Horsens 1990. Den daværende lærer Henrik Pors havde sammen med skolens elitehold sammensat en banebrydende springkoreografi til Pat Methenys vidunderlige ”Are you going with me”. Svaret var ja. Og jeg kom til at gå sammen med Gerlev på mange flere måder, end jeg lige forestillede mig den dag med kæben på knæerne i 1990. Det har været en skøn gåtur.

Søren