Sommernyt fra Gerlev Center for Leg & Bevægelse

Sommer i Gerlev Legepark

Sommeren er over Danmark, og vi åbner op. Det gælder også Gerlev Legepark, som nu har åbent hver weekend. Her byder vi på masser af leg, glæde og fællesskab – foruden håndsprit og god inspiration til corona-sikker fællesleg to gange om dagen. 

Legeparken byder på sjove traditionelle lege og historiske spil, men i år leger vi på afstand og med den gode håndhygiejne – så kom og vær med.

Legeparken har åbent alle weekenddage fra uge 27 fra kl. 10.00 til 20.00. Følg med på hjemmesiden for åbningstider og særarrangementer i sommerferien.  

Byens Leg kommer ud til dig

Denne sommer bliver anderledes. De fleste danskere bliver i landet, derfor har flere byer booket Gerlev til at komme og stå for leg og bevægelse i sommerlandet. 

Vi fylder parker, pladser og torve op med Byens Leg. Følg med på hjemmesiden for at se, hvornår Gerlev leger med din by.

Kan man lege sikkert i en coronatid? 

Først stoppede corona al leg. Så begyndte vi på Gerlev at lege på afstand og inden for de retningslinjer der gælder. På kort tid er der på Gerlev udviklet et nyt legebegreb: Leg og fællesskab i en coronatid. 

Det handler om at lege med afstand, undgå direkte fysisk kropskontakt og bruge nogle få enkle redskaber, der er med til at gøre det sikkert at lege. 

Allerede i slutningen af april afholdt Gerlev de første kurser for pædagogisk personale i Slagelse kommune. Den nye måde at lege på har nu bredt sig til projekt Levende Legekultur på skoler og institutioner i fem kommuner.

Når specialområdet for mennesker med udviklingshandicap igen er åbnet til august vil Gerlevs projekt HandiLeg lade sig inspirere, så alle igen kan komme ud at lege.

 

SHARE IT:

Comments are closed.