Studiefag
I Kunst&Krea skal vi krølle vores hjerner og se hvad der kommer ud af kreative projekter gennem vores hænder. Vi skal skabe kunst og være kreative, når vi skal fordybe os i alverdens materialer og håndværksmæssige teknikker. Nogle materialer er genanvendte, mens andre er nye. Det kunne blandt andet være maling, mosaik, papmache, tegning, perler, cykelslanger… you name it! Der skal både skabes kunst til udstilling på skolen, noget I kan tage med jer hjem og noget der muligvis forsvinder ned i et afløb eller ud i det blå.
Former, farver og fordybelse
Vores base er i atelieret hvor vi skal lytte til god musik mens vi har hoved og hænder godt begravet i materialerne. Vi skal både inspirere hinanden, og lade os inspirere af verden omkring os i stort og småt.
På Kunst&Krea er der plads til alle - om dit sidste kreative projekt var en perleplade du kom til at stryge for meget, eller om du allerede har haft din første udstilling på et fancy kunstmuseum.
Hvem ved - måske den næste Picasso er iblandt os (ellers kan du altid pakke det ind og give det til en ven<3)
Mød underviserne:
Nordjyde med hang til natur
Sine er faldet ned i en drøm af et meningsfuldt legeland på Gerlev, og hun er vild med det. Hun elsker, hvad der sker, når idræt, friluftsliv og højskolen mødes i en eksplosion af fællesskab og indsigt, og hvordan det skaber nogle fantastiske rammer for, hvordan vi kan være sammen med alle vores ligheder og forskelligheder.
Sine finder kæmpe glæde i at undervise og formidle, og skabe et rum hvor eleverne har mod til at læne sig ind og sætte sig selv i spil. Ud over at være højskolelærer, er hun nordjyde, bor i et kollektiv i København og så har hun store drømme om blanke søer, hvide vidder og stærke fællesskaber. Hun elsker at lave bål, svømme i havet, mærke syre i lårene på telemarkski, klatre, køre MTB i de danske skove, være kreativ, bygge ting og sager, snakke, grine, lege, tage på tur og tage en lur med god udsigt til flot natur.
Det formelle
Sine er uddannet lærer og friluftslivsvejleder og mikser sin viden om undervisning og friluftslivet i en højskolecocktail. Hun er også uddannet instruktør inden for kajak, kano, klatring og telemarkski. Sine har mentoruddannelsen fra Folkehøjskolernes Forening Danmark. Før hun landede på Gerlev, har hun været efterskolelærer i Brejning og højskolelærer på Brandbjerg Højskole.
Man.-tors. kl. 08.30 – 14.00
Fre. kl. 08.30 – 13.30