Tre skarpe til Julie Hauge

Julie ville egentlig have læst idræt, men endte efter et højskoleophold på Aalborg Sportshøjskole i stedet på Hjørring Lærerseminarium. Hun er tidligere landsholdsspiller, men shiner også på en scene som både Pippi, Dronningen og Kjeld fra Olsen Banden. I 1999 fik Julie tilbudt drømmejobbet som underviser på Gerlev Idrætshøjskole. Her startede hun med at undervise i fodbold og har siden haft ansvaret for bl.a. snowboard, windsurfing, filosofi og teatersport. I dag har hun også ansvaret for de korte kurser og fejrede i august sit 20-års jubilæum på Gerlev. 

På trods af sine mange år på Gerlev bliver udvikling stadig ved med at være en af de vigtigste ting for Julie – både personligt og for højskolen. Derfor har hun kastet sin kærlighed på de korte kurser. En del af Gerlev der er utrolig vigtig, når det gælder om at gøre højskolen til et sted for alle – Både unge, ældre, børn og voksne.

Hvad er Gerlev for dig?

Der er en Gerlev ånd, som handler meget om at lege og om lysten til at sige ja til hinanden. Hele den tilgang til idrætten, som det fantastiske rum den er for legen og glæden blandet med højskoleværdierne som livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse. Det er den ånd, der er med til at give elever og korte kursister mod på og lyst til at være sig selv. Vi har et samfund, synes jeg, der har travlt med at putte os ind i nogle kasser. På Gerlev gør vi alt, hvad vi kan for at sprænge de her kasser. Vi viser eleverne og de korte kursister, at rammerne kunne være større. Det er vigtigt, at de ser nuancerne, så de har nogle andre perspektiver, når de går herfra. Begrænsningerne ligger måske nogle gange i en selv, i ens omgangskreds eller i samfundet. Og vi skal hjælpe dem med at finde ud af, at der ikke er nogen stopklods på forhånd. 

Hvorfor skal man tage på et kort kursus på Gerlev?

Fordi du i en uge får lov til at være lige præcis den du er og lege og udvikle dig. Man bliver klogere på sig selv og på andre og får en masse ekstra energi til at gå ind i resten af ens hverdag. Vi skal prøve at være i nuet og ikke hele tiden fokusere på det næste, man skal. Her er plads til, at du kan lave fejl og finde ud af, hvor meget klogere man bliver af at lave fejl. Det er i virkeligheden der, man udvikler sig mest – når der sker nogle ting, hvor der er modstand. Det ligger også meget i idrættens kvaliteter, at hvis vi kæmper med hinanden, og jeg ikke lykkes, og du vinder over mig, så er det i virkeligheden mig, der lærer mest. Det tror jeg ikke, at der er så mange steder, hvor der er plads til – at eksperimentere, tænke ud af boksen og lave fejl. 

I virkeligheden rækker højskoleværdierne ud til en meget større målgruppe. Altså til hele vores befolkningsgruppe. Det er ikke kun unge mennesker. Og jeg synes, at det er en fed tanke, at man kan blive ved med at tage på højskole. Der er muligheder, uanset hvilken livssituation du er i. Vi er et åbent sted, hvor der er plads til alle. Og højskolen kan bidrage med noget hele livet, uanset hvor gammel du er. 

Hvad håber du, at de korte kursister får med sig fra Gerlev?

At de kan få lov til, at være dem de er. Det er den største opgave vi har. At hjælpe nogen til at kunne være sig selv. Ikke at blive puttet ind i nogle kasser og skulle noget bestemt. Men at man tager nogle valg ud fra det, der er rigtigt for en selv. Rigtig mange kursister glæder sig til at komme tilbage hertil år efter år. Det betyder noget for dem, at de går ud i verden bagefter og mærker, at de er gode nok, som de er – og er en del af et fællesskab. Derudover håber jeg, at de tager livsglæden og lysten til at være noget for sig selv og andre. Sammen med en masse inspiration og lysten til at lege. 

Vi har netop offentliggjort planen for de korte kurser i 2020. Find dem her

SHARE IT:

Comments are closed.