TV2 Øst besøger Judo Sommerlejeren på Gerlev

For anden gang denne sommer var TV2 Øst forbi et af de korte sommerkurser på Gerlev. Denne gang lagde de vejen forbi de 300 Judokæmpere i alle aldre, der holder sommerlejr på Gerlev Idrætshøjskole.

Judo Sommerlejeren er for alle med en passion for den japanske kampsport. I løbet af ugen har både børn og voksne været i gang på de blå og gule måtter, der er lagt ud i hallerne på Gerlev. Børnene har trænet for sig, mens træningen for de voksne har været opdelt således, at der er plads til både kampjudo og motionsjudo.

Judo i alle aldre

Også de helt små har kunne deltage i træningen med en forælder. Ifølge Tommy Køge Mortensen er det en af glæderne ved at samle Judo fællesskabet til en fælles sommerlejr.
“Det bedste er at se fra generation til generation, hvordan man bærer ånden videre og se de glade unge ansigter, når de prøver nogle øvelser, som man selv har prøvet for 40 år siden. Og se den samme glæde, som vi oplevede dengang. Så bliver man ung igen,” fortæller den tidligere svenske landstræner og træner på sommerlejeren Tommy Kjøge Mortensen.

40 års jubilæum

Udover at være træner på sommerlejeren havde Tommy Kjøge Mortensen også 40 års jubilæum som deltager. Han startede selv med at træne judo som 11-årig og blev tilbage i 1987 ansat som judo-lærer på Gerlev Idrætshøjskole. I dag har han bælte af 6. dan, som har status af mestergrad, hvilket er en af de højeste grader i Danmark.

Sommerlejr på Gerlev gennem mange år

I år er det 15. sæson, Judo Danmark afholder sommerlejr på Gerlev Idrætshøjskole. Omkring 300 mennesker i alderen 0 til 73 år fra ikke mindre end 10 forskellige nationaliteter er i denne uge samlet på Gerlev i deres fælles passion for judo. Her er både piger og drenge, mødrer og fædre, kvinder og mænd fra bl.a. Finland, Hong Kong, Irland og Korea.

SHARE IT:

Comments are closed.