Williams Belle blandt undervisere på Parkour, Move & Dance

I skrivende stund er de 148 deltagere, der har meldt sig til sommerkurset Parkour, Move and Dance i fuld gang med dagens program. Deltagerne kommer fra hele verden med så forskellige nationaliteter som f.eks. Korea, USA, Finland og Italien. Også en af Yamakasis grundlæggere Williams Belle gæster Gerlev i denne uge.

 

En af de helt store!

Williams Belle var kun 10 år, da hele Yamakasi-bølgen startede i Paris. Han hoppede så at sige i sine ældre venners fodspor og fandt hurtigt ud af, at han havde et stort potentiale. Senere er han blevet kendt for at være den af grundlæggerne med de mest originale og kreative idéer inden for bevægelseskunsten l’ Art du Deplacement. Han blander bl.a. dans, kampkunst og klatring ind i sin praksis. “At se ham bevæge sig ubesværet gennem forhindringerne, giver ofte illusionen af, at han svæver,” fortæller Martin Kallesøe, underviser i Parkour på Gerlev og medstifter og ejer af Street Movement.

 

Stærk mand, stærk ånd

L’ Art du Deplacement blev grundlagt i 1980’erne af en gruppe unge mænd, der kaldte sig Yamakasi. Frit oversat betyder Yamakasi “stærk mand, stærk ånd” og opsummerer således hovedformålet med sportsgrenen: At være et stærkt individ – fysisk, mentalt og etisk. Og disse prædikater passer i højeste grad på Williams Belle, der de seneste år desuden har klatret en del solo-ruter på klipper – altså uden reb og i højder, hvor et fald er lig med dødsfare.

 

Parkour-rødderne på Gerlev

Siden 2006 har Gerlev Idrætshøjskole været et internationalt hotspot for parkour. Med de dybe rødder er parkour-linjen her blevet en af de mest markante og toneangivende i Danmark. Og Gerlev fik da også verdens første konstruerede udendørs parkour-park.

Men det er ikke kun faciliteterne og de dygtige undervisere, der spiller ind på Gerlevs succes. Det er i høj grad også det særlige fællesskab, der opstår på en højskole – og som er en vigtig ingrediens i parkour-filosofien: Parkour er for alle!

 

International Gathering

Sommerkurset danner samtidig rammen om International Parkour Gathering. Martin Kallesøe fortæller: “Vi bliver gang på gang bekræftet i, at det vi gør med parkour er noget ganske særligt. Noget der værdsættes af hele parkour-miljøet og fortsat tiltrækker nye internationale gæster. Når vi spørger, hvad det er, de får ud af at være her, beskriver de den helt særlige stemning, de oplever her. Det er også niveauet af professionalitet i undervisningen de kommer efter. Det er faktisk sjældent, at man kan opleve så mange kompetente undervisere samlet på et sted. De beskriver også en afslappet åbenhed, der giver plads til alle.  Og til at reflektere over sig selv og sin egen praksis i samspil med andre.”

SHARE IT:

Comments are closed.