Bliv bedre til at svømme
Hvad gør egentlig forskellen på at svømme og at svømme godt? Det undersøger vi i bassinet. Vi arbejder med de små detaljer, der får din svømning til at hænge bedre sammen – fra den første vejrtrækning til det sidste armtag.
Vi kigger blandt andet på kropsposition, benspark, armtag, rotation, timing og rytme. Du får konkrete fif og feedback, som du kan prøve af med det samme. Nogle gange handler det om at finde den lille justering, der pludselig får det hele til at føles lettere. Andre gange skruer vi op for tempoet og ser, om teknikken stadig holder, når pulsen stiger.
Målet er ikke bare at svømme hurtigere. Det handler om at forstå din egen svømning, finde flowet og blive mere sikker og effektiv i vandet.
Aktiviteter
Hvad får du ud af det?
Du får en bedre forståelse for din egen svømning og konkrete værktøjer til at blive mere effektiv i vandet. Du får masser af feedback og mulighed for at mærke, hvad der sker, når teknikken begynder at spille.
Måske finder du det gode flow. Måske svømmer du hurtigere. Og måske opdager du, at en lille ændring kan gøre en kæmpe forskel.
undervisningen og holdet
Vi skifter mellem tekniske øvelser, feedback og svømmeserier, hvor vi sætter tingene sammen og mærker, om teknikken holder, når pulsen stiger.
Nogle gange nørder vi én lille detalje. Andre gange giver vi den gas og ser, hvad der sker, når teknik og kondition skal fungere samtidig.
Du behøver ikke være elitesvømmer. Men du skal have lyst til at træne, lære og blive bedre.
Godt at vide
Faget er for dig, der gerne vil udvikle din svømning – uanset om du har svømmet i mange år eller bare gerne vil blive bedre til crawl.
Hvis du først og fremmest leder efter leg, konkurrencer og skøre opgaver i vandet, er Vandaktiviteter måske et bedre valg. Her kommer vi nemlig til at nørde teknik og svømme en masse.
Du lover at være nysgerrig og turde prøve noget nyt. Vi lover nye tekniske tricks, sved på panden og forhåbentlig følelsen af: “Hold da op – jeg kan faktisk svømme!”