Bobbel-børnene – En fortælling fra FamilieGospel

Af Anne Bredsgaard

Hamsterhjulet ånder os i nakken og sparker os i røven – hver dag året rundt. Havde ellers svoret det ikke ville ske for vores familie. Vi skulle være sådan nogle forældre, der spiller brætspil med ungerne hele tiden og laver fælles yoga på gulvet om lørdagen efterfulgt af brunch med hjemmesyltet marmelade. Sådan en familie er vi altså ikke, og jeg tager mig selv i at beslutte, at NU skal det være! Vi skal være vegetarer, samle skrald i naturen i vores fritid, gå ned i tid på jobbet og skide på den manglende pensionsopsparing, for hvem ved, om vi lever så længe. Der er så meget, jeg gerne vil give til mine børn – værdier. Og der er så meget, jeg ønsker, de skal lære og forstå om andre og ikke mindst sig selv. 

Men midt i hamsterhjulet formår vi i det mindste at løbe samme vej, sørge for, at alle er med og sammen bygge boblen op. Boblen af forventning for en ting er sikkert. Uge 28 er hellig, og DER går hamsterhjulet i stå, og boblen omslutter os.

Min søn har en højskolemor og en højskolefar – de unge kursusvagter. Da han var 3 år, bar de ham rundt som en koala, han faldt i søvn på Lines skulder og Jesper kørte med biler med ham på gulvet i hallen – kun de to, når han havde brug for det. Han glemmer det aldrig. Nu er han snart 9 år, og jeg drømmer om, at tiden står stille, og at Line og Jespers tid på Gerlev aldrig slutter. At de er der hver sommer for altid. 

Min datter lever sit eget liv på Gerlev. Vennerne tager imod hende på parkeringspladsen, og så er hun væk. Hun lever, flyver og hendes latter kan høres fra hovedbygningen til beachvolleybanerne. Hun dyrker sin selvstændighed og udlever sin frihed, som man kun drømmer om, når man er 12 år og for øvrigt synes, at man er klar til at flytte hjemmefra.

Mens boblen vokser sig større og større for hver måned, der går, forsøger jeg krampagtigt at fortælle til andre, hvad der sker inden i mig, i os. Hvorfor vi er tiltagende ulidelige at være sammen med, hvorfor vi taler om det samme igen og igen, og hvorfor vi hele tiden synger sange, ingen andre kan synge med på. Hvorfor vi lukker os omkring os selv og er på vej ind i boblen. Jeg forsøger at fortælle om den genkendelige larm omkring morgenmaden, og hvordan lyden at 150 knive og skeer i utakt kan gøre mig glad. Forsøger at fortælle om teaterstykket hver morgen, fællessangen der vender vrangen ud på en, når alle synger sammen, om børn og voksne der lalleglade bevæger sig imellem hinanden døgnet rundt med en euforisk lethed over sig. Jeg kan se på den stakkels modtager af mine fortællinger, at det ikke når derind, hvor jeg ønsker, det skal være. Måske fortæller jeg ikke levende nok. Måske er det fordi, at det, der sker derinde i boblen, ikke kan forklares.

Den der summen af liv, der leves, som var dagen den sidste i vores liv. Den altoverskyggende glæde, der får os alle til at ligne omvandrende jubelidioter, og fællesskabet, der får alle børn og voksne til hovedkulds at kaste sig ud i ting, de ellers aldrig ville gøre derhjemme. Livet, glæden og fællesskabet griber en som verdens største sikkerhedsnet. Der er plads til alle, og det føles som om, man er omfavnet i en hel uge – badet i kærlighed og med ømme kinder af at grine efter kun et døgn. Man vokser. Det er DET, det hele handler om.

Min tilbageholdende dreng, der hopper på hustage og aldrig falder, men kan tvivle på sig selv indeni. Og min sprælske pige, der æder livet råt og tror, hun kan springe faldskærm uden skærm. De vokser. To meter hvert år – mindst. Det for vildt at se det ske lige der foran øjnene på én. Lige der er jeg med som passager, som vidne til fællesskabets kræfter og som mor, der slipper sine børn for et øjeblik og ser dem fylde boblen, sætte af og svæve. Jeg synes selv, jeg er en okay cool mor for begge mine børn, men jeg er ikke dem! – dem på højskolen. Min datter kalder det magi, min søn kalder det superkræfter og jeg… Jeg kalder det lykke! – i den fineste og reneste form.

Det er en hård landing efter en uge sammen med de mest vidunderlige mennesker på denne jord. Det er svært at komme hjem. Vi er stille, børnene gemmer sig på værelserne og kigger billederne igennem igen og igen. Synger alle sangene, mens de tuller rundt i huset. Det kaldes højskole blues. Vi kender den godt – den banker os ned som et godstog hvert år! Vi er forberedt på det, og alligevel bliver vi overrasket hvert år – det er som om, toget rammer os hårdere år efter år. 

Børnene siger, de bliver “bobbel-børn”, når vi kommer hjem. De lukker sig inde, siger ikke så meget og forsøger at fordøje det hele. Tage alle indtryk ind og huske på hver en detalje. De siger, at det er som om, at hvis man ikke husker på det hele, så forsvinder det. Det gør det ikke – det bliver derinde… inde i boblen, og når boblen springer, forvandles indtrykkene til minder – og dem har vi mange af.

Jeg synes også, det er svært at lande. Man bliver lidt mismodig og muligvis lidt svær at være i nærheden af – jeg er stadig på højskolen både indeni og udenpå. Min kære mand forstår det heller ikke. Han har savnet mig og glædet sig til, at vi rigtig skulle lave hyggelige projekter sammen. Sådan noget som at klippe hæk og få ordnet rodet i carporten. Der er stor kontrast fra højskoleliv til oprydning i carport – siger det bare. Men man har ikke forudsætningen for at forstå, hvis man ikke har prøvet højskolelivet. Så i dag hanker jeg op i mig selv, har overalls på og rydder carport, kører på lossepladsen og vasker tøj. Det er ikke Gerlev Idrætshøjskole – bestemt ikke. Men det kan også noget! Det kan bare noget andet!