De sidste to år har vendt op og ned på rammerne for højskolerne – nedlukninger med få dages varsel, restriktioner og smitteudbrud. Nu hvor Danmark bevæger sig mod mere normale tider, får vi igen friere tøjler, omend vi danser videre med coronaen lidt endnu.
Elever holdt vejret
160 nye elever holdt vejret, indtil beskeden om, at deres højskoleophold endelig kunne starte. Med kun to ugers forsinkelse fik de lov at tage deres første skridt på Gerlev den 17. januar – alle med en negativ test i hånden og store smil på læben. Få måtte vente nogle dage, fordi de var nærkontakter eller smittede med coronavirus.
Pulsen kom hurtigt op, og fællesskabet i gang. Eleverne har sunget, danset, svedt og grinet sammen, og er ved at skabe et højskolehjem med plads til alle. Spørger man eleverne, hvad der har været det bedste ved at starte på højskole, svarer de:
“At folk er så åbne og indstillet på at lære hinanden at kende,” Anna, 19 år og “Jeg er positivt overrasket over den vibe, der er på skolen og lærernes gode engagement,” Mikkel, 20 år.
Ski eller ej
På trods af forbehold og test oplever Gerlev ligesom mange andre efterskoler og højskoler, smittespredning blandt eleverne. Smittespredningen tog fart få dage inden den årlige fællesrejse til Norge på ski, og en del elever måtte på grund af indrejsereglerne ikke tage med.
Derfor driver Gerlev i denne uge både højskole på pisterne i Norge og i de hjemlige gemakker, hvor elever efterhånden kommer retur fra isolation og har en særlig uge med hygge, idræt, udfordringer og forkælelse som plaster på såret.
Gerlev er landets ældste idrætshøjskole, og heldigvis ved vi, at smidighed kommer af bevægelse – og omstillingsparathed er en disciplin, vi mestrer til fulde. Sammen med resten af samfundet venter vi nu på foråret og friere rammer.