Søndag den 19. april blev det nyrenoverede Gerlev Bassin – et af Danmarks ældste svømmebassiner – indviet efter en omfattende renovering, der sikrer bassinet levetid i mange år frem.
Da dørene igen åbnede til Gerlev Bassinet søndag den 19. april kl. 14.00, var det ikke blot en genåbning, men markeringen af et nyt kapitel i en lang historie om bevægelse, fællesskab og vand.
Bassinet har siden sin etablering i 1938 været et levende centrum på Gerlev Idrætshøjskole. Her har generationer af elever, lokale, kursister og gæster lært at flyde, springe, dykke og svømme – og oplevet den særlige glæde ved bevægelse i vand.
Gennemgribende renovering
I 2025-26 har Gerlev Bassinet gennemgået en nødvendig og omfattende renovering: Betonkonstruktionen og promenadedækket er renoveret og styrket, membranen er genoprettet, de gamle bassinfliser er udskiftet og de tekniske installationer er fornyet. Samtidig er omklædningens badefaciliteter moderniseret til 2026 standard. Resultatet er et bassin, der både respekterer sin historie og lever op til nutidens krav – og som nu står klar til mange flere år med plask, træning, leg og fællesskab.
“Gerlev Bassinet er mere end bare et svømmebassin. Det er et sted, hvor fællesskaber opstår, og hvor mennesker i alle aldre får mod på vandet og på bevægelse. Med renoveringen sikrer vi, at kommende generationer kan få de samme oplevelser. Vi glæder os virkelig meget til at kunne åbne bassinet igen!” udtaler Frederik Ullerup, forstander Gerlev Idrætshøjskole.
Milliondonation og folkelig opbakning
Renoveringen er muliggjort af en betydelig fondsstøtte. En særlig stor tak rettes til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som har støttet projektet med 9 millioner kroner. Derudover har renoveringen mødt bred folkelig opbakning, og flere hundrede bidragydere fra nær og fjern har støttet med donationer blandt andet gennem crowdfunding ved at købe en flise til væggene i Gerlev Bassinet. Opbakningen vidner om, at Gerlev Bassinet ikke blot er et bassin, men et sted med stor betydning for mange.
Med genåbningen af Gerlev Bassinet sikres, at kommende generationer fortsat kan springe i, svømme ud – og opleve glæden ved bevægelse og fællesskab i vandet.
Indvielse og fejring
Indvielsen af Gerlev Bassinet den 19. april blev markeret med en officiel åbning, hvor det røde bånd blev klippet som symbol på genåbningen af det historiske svømmebassin. Forstander Frederik Ullerup holdt tale ved ceremonien og betonede bassinet som et centralt sted for fællesskab og bevægelse gennem generationer.
Eleverne overtog scenen efter forstanderen med dans og de første svømmetag i bassinet – og satte dermed bevægelse og leg i centrum for indvielsen. Indvielsen blev afsluttet med, at gæsterne fik mulighed for at tage det nyrenoverede bassin i brug og afslutte fejringen med en dukkert.
Fakta – Gerlev Bassinet og renovering
Bygget i 1938.
25 meter bassin – fire baner – ca. 325 M3 vand.
Beliggende på Gerlev Idrætshøjskole men har i årenes løb også været hjemstedet for svømmetræning for store dele af Vestsjælland, idrætsklubber og svømmeforeninger.
Renoveringen i 2025-26 har sikret en tidssvarende facilitet – herunder renovering af betonkonstruktioner og bassin. Resultatet er et moderne svømmemiljø og opdaterede omklædningsforhold.