Bliv bedre til at svømme
Hvad skal der egentlig til for at blive en bedre svømmer? Det undersøger vi sammen i bassinet.
Gennem varierede øvelser, teknisk fokus og svømmeserier får du mulighed for at forbedre din svømning, udfordre dig selv og opleve, hvordan små justeringer kan gøre en forskel. Vi kigger blandt andet på kropsposition, benspark, armtag, rotation, timing og rytme. Du får konkrete fif og feedback, som du kan prøve af med det samme.
Vi veksler mellem teknisk træning, forskellige øvelser og lege og perioder, hvor vi sætter det hele sammen og får pulsen op.
Målet er, at du bliver en bedre og mere sikker svømmer og oplever glæden ved at udvikle dig i vandet.
Aktiviteter
Vi arbejder primært med crawl, brystsvømning og rygcrawl. Gennem forskellige øvelser, lege og svømmeserier udforsker vi de forskellige svømmearter og dets teknik.
Hvad får du ud af det?
Du får mulighed for at forbedre din svømmeteknik, styrke din kondition og blive mere sikker i vandet. Gennem træning og feedback får du en bedre forståelse for din egen svømning og redskaber til at udvikle dig. Undervejs vil du opleve nye udfordringer, små sejre og forhåbentlig finde glæden ved at mærke, at din svømning bliver bedre.
undervisningen og holdet
Vi veksler mellem tekniske øvelser, svømmeserier, lege og forskellige former for svømmetræning. Vi arbejder både individuelt og sammen på holdet, hvor der er plads til forskellige niveauer og ambitioner. Vi kombinerer fokuseret træning med variation og fællesskab og en legende tilgang, så der både er plads til fordybelse, sved på panden og en masse grin og smil.
Godt at vide
Faget er for dig, der gerne vil udvikle din svømning – uanset om du har svømmet i mange år eller gerne vil blive bedre til crawl. Vi tager udgangspunkt i forskellige niveauer og arbejder med at forbedre både teknik og udholdenhed.