Bliv
Elev
Besøg

Os

3 skarpe til Jo Kyrre

Jo Kyrres eventyr med Gerlev startede allerede helt tilbage i ’94, da han var gæsteunderviser på Gerlevs årlige skitur til Norge. Efter blot få år var skituren ikke længere nok. Han flyttede derfor fra Norge til Danmark og blev højskolelærer i friluftsliv og beachvolley på Gerlev. Her har han holdt ved i mere end 20 år.

Jo Kyrre er nu ansvarlig for hovedfagene Beachvolley og Freeskiing og deler ud af alle de erfaringer, han har samlet sammen i sandet og sneen gennem de sidste 35 år. Og så har han selvfølgelig, som man kan se på billederne, et legendarisk baggerslag, han gerne viser frem. 

Selvom Jo Kyrre til tider godt kan savne de norske fjelde og dens flotte natur, så er der ingen tvivl om, at det er her, han hører hjemme. På Gerlev har han fundet både kærlighed og venner for livet, og vi glæder os til mange flere skønne år med ham!

Jo Kyrre Skogstad - Beachvolley underviser - Gerlev Idrætshøjskole

Hvilket fokus har du i din undervisning?

Idræt skal have et socialt fokus. Det er i mødet mellem mennesker, at vi finder medspil og modspil, kanter der kan slibes og formes, og personligheder, der kan udvikles. Derfor har jeg store ambitioner – både i forhold til min undervisning og på vegne af eleverne. At sætte sig mål og at arbejde målrettet over tid for at opnå både kropslige, mentale og sociale kompetencer ligger som en grundlæggende komponent i min undervisning.

Samtidig elsker jeg at bringe naturen ind i mit arbejde. Hvad enten det gælder undervisning i beachvolley, outdoor eller freeskiing er glæden ved at kunne bruge naturen en vigtig drivkraft og en medspiller (og nogle gange modspiller!) i de udfordringer, eleverne møder og skal lære at forholde sig til.

Jo Kyrre Skogstad - Beachvolley underviser - Gerlev Idrætshøjskole

Hvad er særligt ved Gerlev?

Det handler rigtig meget om det sociale og det at lykkes sammen med andre mennesker. Og det tror jeg er en af de ting, Gerlev kan – at sørge for, at man er dygtig social, dygtig til at være sammen med andre mennesker gennem hele livet og give lyst til at blive ved med at være fysisk aktiv. 

Jeg håber, at Gerlev kan videreformidle glæden og lysten til at have et livslangt forhold til fysisk aktivitet. Idræt skal ikke nødvendigvis dyrkes, fordi det handler om at være den bedste, men fordi det giver mening at tage vare på sig selv. Det skal være lystbetonet, og vi skal være flere om det. Det handler ikke om mig, men ligeså meget om os – hvad vi kan som hold i fællesskab. Vi skal ikke dygtiggøre os på bekostning af dig eller mig, men sammen.

Jo Kyrre Skogstad - Beachvolley underviser - Gerlev Idrætshøjskole

Hvorfor tage på højskole?

Jeg håber, at man er gladere, når man stopper på Gerlev. Gerlev skal give mening i ens liv i forhold til, at man rykker sig fysisk, socialt og personligt. Ideen med højskole er dannelse – at lære sig selv at kende og finde sine styrker og svagheder. 

Vi sætter folk i sindssygt mange forskellige situationer sammen med forskellige mennesker og giver hele tiden nye udfordringer, som er med til at afklare dem. Men nogle gange er det måske lidt for meget. Det er ikke nødvendigvis altid en fordel, at højskolen bare buldrer derudaf, og så står der nogle tilbage på perronen. En af de ting, jeg kunne ønske, vi som højskole kunne arbejde lidt med, er, hvordan får vi alle med. Skal toget for eksempel køre lidt langsommere?

Jo Kyrre Skogstad - Beachvolley underviser - Gerlev Idrætshøjskole

3 skarpe til Jo Kyrre