Bliv
Elev
Besøg

Os

3 skarpe til Hjulmand

Landsholdstræner, Kasper Hjulmand, modtog 25. september årets Gerlev-pris. Han delte scenen med 2020-vinderen, kvinderne bag konceptet Erindringsdans®. Hjulmand var klar med svar på 3 skarpe.

Hvilke sammenhænge ser du mellem dit eget værdisæt og den måde, man arbejder med værdier på gennem Erindringsdans®?

Først og fremmest blev jeg rørt over det arbejde, man gør med Erindringsdans®. Jeg har altid været optaget af, hvad der binder mennesker sammen. Vi har en fælles grundlæggende værdi om, at ingen af os der er noget som helst alene. Vi bliver nødt til at se os selv i sammenhæng med andre. Både i dans og holdsport får vi mulighed for at danne et fællesskab. I fodboldverdenen bruger vi også musik, og der danses i vores omklædningsrum til den samme sang hver gang, når vi skal ud til opvarmning.

Både fodbold og Erindringsdans® bringer folk sammen og lader dem se hinanden.

Hvilke værdier betyder mest for dig, og har du måttet kæmpet for dem gennem din karriere?
Ja. Mit værdisæt handler meget om relationen til andre mennesker. Som træner repræsenterer jeg noget større. Derfor har jeg altid prøvet at sætte mig ind i omverdenen og menneskene dér, hvor jeg har arbejdet. Som landsholdstræner repræsenterer jeg vores hold. Danmarks hold. Spillerne kommer forskellige steder fra, så jeg er dykket ned i tillid. Dét er afgørende for måden, vi arbejder sammen på i vores stab, og som vi også vil gøre med befolkningen.

Generøsitet er en anden vigtig værdi for mig. For et fodboldlandshold handler det mest om at give. Alt hvad man har i sig, glæde, passion og omsorg. Jeg har ikke noget imod, at man jagter trofæerne, eller for den sags skyld jagter bundlinjen i en virksomhed – så længe vi er generøse.

Har du oplevet et dilemma, hvor dine værdier risikerede at blive kompromitteret i forhold til nogle valg, du var nødt til at træffe?
Ja, det møder jeg ofte. Værdierne ligger dybt – jeg kan ikke bare shuffle ind og ud. Jeg har ofte talt med Hans Lauge om det (tidligere højskolelærer for Kasper Hjulmand på Vejle Idrætshøjskole og profil inden for topfodbold. red.). Om hvor langt man kan gå uden at miste sig selv, når man bliver presset på sine idealer, identitet og værdier.

Jeg oplevede det fx i Tyskland, hvor jeg kun var træner i 11 måneder. Opgøret skete primært med en person, som trådte meget langt over grænsen for, hvad jeg mente var i orden. Det er klart, at jeg i sådanne tilfælde virkelig bliver presset på mit ideal om tillid. Stoler jeg på, hvad der bliver sagt, kan jeg forblive loyal?

Det havde måske været karrierefremmende for mig at gå på kompromis med værdierne, men jeg holder fast, selvom det måske lyder naivt. Man må stille sig selv spørgsmålet: Hvor idealistisk kan jeg egentlig være? Det samme gælder fx VM i Qatar, hvor vi forhåbentlig skal med. Men jeg har da min tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.

3 skarpe til Hjulmand