Den 16.-19. juni 2022 samles borgere og beslutningstagere igen i Allinge til Danmarks største demokratifestival, Folkemødet. I år også med Gerlev Center for Leg & Bevægelse.
I alle de år Folkemødet har eksisteret, har der været mange gode debatter om temaer, der vedrører børn. Desværre har meget få af de aktiviteter og debatter sikret, at børn og unges egne synspunkter er blevet hørt. Det bliver der lavet om på i år.
Børne- og Ungescenen får debut
Gerlev Center for Leg & Bevægelse er nemlig gået sammen med Foreningen Folkemødet, Ole Kirk’s Fond og LEGO Fonden og har lanceret en ny Børne- og Ungescene. Den oprindelige plan var, at scenen skulle have været præsenteret i 2020, men med en corona-aflysning i 2020 og et corona-tilpasset format i 2021, er det først i år, at den nye Børne- og Ungescene får sin debut.
For at understøtte et format, der passer til målgruppen, tager Børne- og Ungescenen og aktiviteterne rundt om scenen afsæt i legen, nysgerrigheden og det undersøgende aspekt. Samtidig vil man opleve et Folkemøde i børne- og ungehøjde med løbende aktiviteter parallelt med de mange debatter.
Stolt partnerskab
På Gerlev er vi glade og stolte over at indgå i det partnerskab, som har udviklet Børne- og Ungescenen.
“I år lancerer vi den nye Børne- og Ungescene, hvor vi gerne vil inspirere til mere leg og bevægelse. Ved at inddrage børnene, lytte til deres perspektiv og tage dem med på scenen, finder vi de rigtige måder at gøre det på,” siger Frank Lambert, projektleder i Center for Leg & Bevægelse, og fortsætter:
“Vi vil gerne inddrage børn og unge i arbejdet med at skabe gode rammer for leg og bevægelse. Der skal være tid til at fordybe sig. Legen har så mange positive effekter, og den skaber et præstationsfrit rum, som børn og unge har særligt brug for,” slutter han.
Legeskibet lægger også til kajs
Børne- og Ungescenen kommer til at ligge ved Kæmpestranden i Allinge, og den vil indeholde en scene, to aktivitetscontainere, spil, legeredskaber og et stort aktivitetsområde. Og så lægger Legeskibet også til kajs ved Ydermolen, Plads H1. Herfra vil Legeskibet undervejs stævne ud på en række visionssejladser med centrale aktører inden for leg og bevægelse.
Vi glæder os til at offentliggøre programmet for scenen og Legeskibet.