Vi forventer at få en fantastisk sommerlejr med en masse judo og højskole! Vi glæder os til at se dig den 30. juli – 5. august, hvor du blandt andet skal træne med den erfarne italienske kæmper Elio Verde, der bliver en af sommerlejrens gæstetrænere!
Som noget nyt i år starter judosommerlejren allerede kl. 14.30-16.00. Første træning er før aftensmaden!
Judo for all
For dem, der deltager i Judo for All træningen, er der et nyt tiltag i år. Der bliver en special treatment tour for your tired judo body. Træningen onsdag eftermiddag bliver derfor erstattet med en tur til Sorø. Der besøger vi Sorø Akademi og Sorø Klosterkirker for at høre lidt Danmarkshistorie, hvorefter vi skal en tur i sauna og bade i Sorø Sø. Der bliver også mulighed for at gå en tur i skoven, drikke en enkelt øl og dyrke Yoga for judo.
tumlingetræning
Som få gange før, vil der igen i år være mulighed for tumlingetræning for de helt små fra 3-7 år. Børn i denne aldersgruppe kan kun deltage i sommerlejren med en forælder. For børn i alderen 3-4 år, skal der være en forælder til stede til selve træningen. I baghaven finder man Gerlev Legepark, som også er et besøg værd.
Gerlev cricket
Det tredje officielle verdensmesterskab i Gerlev Cricket bliver naturligvis afholdt. Vi ved, at der allerede nu er stærke hold, der forbereder sig. Tag gerne hvidt tøj med, så du holder en god cricket-stil. Det handler om at vinde – men naturligvis med Gentlemanship and Honor.
Ringoturnering
Som noget nyt vil der også blive afholdt en prestigefyldt ringo-turnering på beachvolleybanerne. Et spændende spil, hvor der skal være 4 personer på et hold. Der skal være kvinder og mænd på begge hold. Et sjovt spil der passer godt til judofolk – der elsker en god kamp!