Bliv
Elev
Besøg

Os

Pakkeliste højskole

Hvad skal jeg have med? Har jeg husket det hele? Se det sådan her: Du skal have lidt af det hele med – til hverdag og fest, sport og hygge, land og by, sol og sjask. Sørg i god tid for, at du har et gyldigt pas til vores fælles- og hovedfagsrejser. Og et enkelt godt råd: Sæt navn i tøjet hjemmefra.

De første uger af dit højskoleophold er intense, og vi kan næsten garentere, at der går nogle uger, inden du får lyst til at tage hjem. Så pak rigeligt – mere end du tror! Du skal på idrætshøjskole, og derfor bør du have ekstra fokus på idrætspakkelisten.

Du bestemmer selvfølgelig selv, hvad du tager med i kufferten, men der er 100% noget, du kommer til at glemme. Så det er meget rart at have en liste med de vigtigste ting. Download pakkelisten, print den ud, streg over og bliv højskoleklar.

toilettasken

  • Tandbørste og tandpasta
  • Deodorant og parfume
  • Shampoo, tørshampoo, balsam samt sæber til badeværelset (også håndsæbe)
  • Barberudstyr
  • Bodylotion og andre cremer (også solcreme)
  • Hårprodukter
  • Bind, tamponer eller menstruationskop
  • Makeup og makeupfjerner
  • Negleklipper, neglefil og pincet
  • Neglelak og neglelakfjerner
  • Hårbørste, kam og hårelastikker
  • Vitaminer eller medicin (f.eks. smertestillende)
  • Læbepomade
  • Vatpinde og vatrondeller
  • Prævention (f.eks. kondomer)
  • Ørepropper og evt. natmaske
  • Hårtørrer, krøllejern og glattejern

garderoben

Når du pakker tøj og sko, skal du pakke det, du normalt ville bruge. Både til hverdag, træning, fest og dovne søndage på sofaen. Det vigtigste er, at du føler dig godt tilpas i det, du har på.

  • Hverdagstøj
  • Sportstøj (hvis du tror, at du har pakket nok, så tag noget mere med)
  • Indendørssko og løbesko
  • Et eller to sæt tøj, der kan holde til at blive beskidt
  • Undertøj
  • Strømper
  • Evt. uldundertøj og uldsokker, hvis du er meget udenfor eller fryser nemt
  • Sneakers og vandresko (gerne flere par, så du altid har et tørt par)
  • Badetøj
  • Badetøfler, klipklapper eller birkenstock (et must)
  • Badekåbe
  • Kasket, hue eller hat
  • Solbriller og briller eller kontaktlinser
  • Pænt tøj til weekender mm.
  • Nattøj, joggingtøj eller lignende
  • Regntøj og gummistøvler
  • Overtøj der passer til vejret (evt. halstørklæde og vanter)
  • Klæd-ud-tøj til temafester


Selvom du kan vaske dit tøj på højskolen, er det smart at medbringe nok tøj, så du ikke behøver vaske hver uge – der kan nemlig godt være kamp om vaskemaskinerne, så hvorfor bruge hver søndag på at vaske syv par sokker?

til værelset

Højskolen bliver hurtigt dit hjem, og derfor skal det selvfølgelig også føles som DIT og din roomies hjem. Det kan godt være svært at pakke til et værelse, fordi det ikke er så nemt at afgøre, hvad man har brug for eller lyst til at tage med. Her er et par forslag:

  • Dyne og hovedpude
  • Rullemadras
  • Sengetøj + lagen (gerne to af hver)
  • Tæppe
  • En vasketøjskurv, ikeapose eller lignende til dit vasketøj
  • Computer, telefon, opladere, høretelefoner og en forlængerledning
  • Notesbog og skriveredskaber
  • Håndklæder (minimum to stk.)
  • Vandflasker og evt. en termokop
  • Mulepose eller indkøbsnet (når du skal købe snacks eller på tur)
  • Rygsæk (til ture)
  • Sovepose + liggeunderlag
  • Lommepenge til snacks
  • Billed-ID og sundhedskort
  • Billeder eller plakater til væggene
  • Elefantsnot til at hænge ting på væggen
  • Bøjler til skabet
  • Opbevaringskasser eller lignende til under sengen og over skabet


Andre ting som også er gode at have med:

  • Lille højttaler, hvis du vil høre musik på værelset eller i badet
  • Snacks til de første dage
  • Nipsting på værelset: f.eks. en lyskæde, planter, sofapuder
  • Bøger, blade, krydsord, sudoku osv.
  • Dit yndlingskrus til brug i opholdsstuen
  • Pinde og garn til strik eller hækling
  • Guitar eller andet instrument du spiller

Til rejser og ture

På Gerlev skal du både på ture i lokalområdet, og vi skal selvfølgelig også på fællesrejser og hovedfagrejser. I den forbindelse skal du medbringe:

  • Cykel og rulleskøjter (hvis du har)
  • Pas
  • Det blå EU-sygesikringskort
  • Det gule sundhedskort
  • Forsikringspapirer (afbestillingsforsikring, indboforsikring, ulykkesforsikring og rejseforsikring)


Husk at tjekke at dit pas er gyldigt i mindst seks måneder ved udrejse. Dit blå sygesikringskort kan bruges ved alle vores rejsedestinationer, dvs. hele EU og Norge. Husk at dit EU-sygesikringskort kun er gyldigt i fem år og skal fornyes. Det er dit eget ansvar at være forsikret under dit ophold på højskolen.

tips og tricks - fra tidligere elever

Som det sidste er her en liste med tips og tricks udformet af gamle elever til dig. Det er måske de vigtigste råd, du kommer til at få.

  • HUSK TØFLER, da man ikke altid gider at binde snørebåndene, når man trasker ned til morgenmad.
  • VASK PÅ GERLEV er meget let. Du får udleveret en vaskechip, når du ankommer, og vaskemaskinerne doserer vaskepulver m.m. Husk at fylde maskinerne godt op, inden du vælger at vaske! Så er der mindre arbejde til dig i længden.
  • HUSK HYGGETØJ OG SPORTSTØJ, da det er størstedelen af det tøj, du har på, når du går på Gerlev. Hellere tag for meget med end for lidt!
  • HUSK DRIKKEDUNKE. Jeps, det virker oplagt, men du vil opleve, at du smider dem væk utrolig hurtigt, så hav et lager klar.
  • CUP NOODLES er undervurderede. Til de sene aftentimer eller blot en eftermiddagssnak.
  • LAGNER & HÅNDKLÆDER gider man ikke at vaske så tit. Så fyld hellere tasken op med dem.
  • HUSK HYGGEN! Når du ankommer og får dit værelse, vil du opleve, at det er meget upersonligt. Husk derfor alle dine små dimser, meningsfulde billeder, lyskæder, planter osv. Din roomie vil elske dig for det.
  • UDKLÆDNINGSTØJ. Gerlev har mange udklædningsfester. At komme forberedt og medbringe lidt udklædning er en super idé. Vi har dog også et udklædningsrum, så du er ikke helt lost, hvis der ikke er plads til det i kufferten.
  • CYKEL. Ja, tag din cykel med. Vi bruger cykel til rigtigt mange ting på højskolen. Husk også cykelhjelm og lygter.

Pakkeliste højskole