Julen er for mange fyldt med store smage af and og flæskesteg, brunkager og risengrød. Det er den også på Gerlev, men en stor del af maden her er vegansk og vegetarisk. Det betyder, at der også bliver serveret alternativ julemad. Det kan du høre mere om i de tre skarpe til Mads fra køkkenet. Du kan også finde opskriften på Gerlevs linsebrød, der kan være et alternativ til flæskestegen.
De tre skarpe
Hør vores kok Mads Chaman Jørgensen fortælle, hvordan vi fejrer jul på Gerlev, og hvad der er hans yndlings juleopskrift. Du kan også få Mads’ bud på, hvordan man laver alternativ julemad til veganere.
Et alternativ til flæskestegen
På Gerlev går vi op i mad. Vores køkken er på én gang moderne og erfarent. I køkkenet på lægger vi vægt på råvarer og producenter, som gør, at elever, kursister og gæster kan spise fra vores buffet uden at skulle tænke over forurening af klima eller dyrevelfærd. Vi tilstræber mest muligt økologi, friske og ikke mindst lokale råvarer.
Vi laver både mad med animalske fødevarer, men en del af vores mad er også vegetarisk eller vegansk. En af de retter, eleverne kan opleve i julen som alternativ til flæskestegen, er vores veganske linsebrød. Hvis du vil prøve det, får du her opskriften.
Linsebrød med græskar
Ingredienser:
- 200 g grønne linser
- 1 tsk. Herbamare grøntsagsbouillon
- ½ / ca. 450 g hokkaidogræskar – gulerødder, søde kartofler, selleri og andre rodfrugter kan også bruges
- 1 håndfuld bredbladet persille
- 2 spsk. knuste hørfrø + 6 spsk. vand, rørt sammen og trukket i 10 min.
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg, fint revet
- 1 spsk. ingefær, fintrevet
- 3 tsk. Garam Masala
- 2 spsk. loppefrøskaller
- ½ – 1 dl. kikærtemel
Fremgangsmåde:
- Kog linserne i vand og grøntsagsbouillon i 25 min.
- Vask græskarret grundigt, halver det og skrab kernerne ud.
- Hak græskar, persille, løg og hvidløg helt fint i foodprocessoren.
- Bland alle ingredienserne sammen og lad det stå og samle sig i 10 min.
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Læg et stykke bagepapir i en rugbrødsform og fordel farsen jævnt over det hele.
- Pensel linsebrødet med olivenolie og sæt formen i ovnen.
- Bag linsebrødet i ca. 45 min. Det varierer efter ovntype, hvor længe linsebrødet skal have, så hold øje undervejs. Prik evt. med en gaffel, så kan du mærke, hvor fast farsen er blevet i midten.