Ikke hvilken som helst sang, men Gerlevs sang! – En sang, som samler os på tværs af årgange og fortæller, hvem vi er som højskole og fællesskab. Print den ud og føj den til din højskolesangbog. Vi håber, at du stadig kan synge med!
Der bor en kraft i sindet (Gerlev sangen)
Tekst: Jens Sejr Andersen
Melodi: Jens Ferslev
Der bor en kraft i sindet, en evig energi
den gror i tankespindet, i elskovs trylleri
den vender op og ned på hvad du tror du ved og vil
og viser dig dit ansigt i et magisk maskespil.
Det er rytmen, der vil spille
du går død hvis du står stille
så bevæg din krop og tanke
lad idé og hjerte banke
rend og hop og vend og drej
sæt dit liv i gang – og leg!
Hvem hører mon din stemme i tidens medieskrig?
La’r muskelmænd sig tæmme af folk med takt og pli?
Skønt ord kan synes svage, gi’r de sommetider magt
vil du ha’ no’d at sige, må du se at få det sagt.
Ta’ dit eget liv på ordet
og få luft i fælleskoret
blæs din drøm et mesterstykke:
Tal og lyt i sorg og lykke
løs din hæmnings kvælerbånd
sæt dit liv i ord – og ånd.
Det sidste træ på jorden er endnu ikke gråt
de fjorten fisk i fjorden går rundt og har det blåt
tør støvet fra dit øje og vend blikket med den skat
du endnu kan gi’ farve til, før lyset sig godnat
Der er plads til os med mere
hvis vi bare respekterer
klodens rytme uden klage:
Hvad du gi’r, får du tilbage
følg med jordens blomsterdans
sæt dit liv i frugt – og sans!
Når kød og knogler hviner og pulsen går i stå
mens hjerneceller griner af det du finder på
så er det tid at bruge ånd og arme, sind og ben
der bor en kraft i kroppen. Find den frem og tæl til én.
Kroppen er et dejligt hele
tag nu fat med alle dele
lyt til rytmens trommestikke
den der rør sig ruster ikke
leg med hoved, krop og sans
sæt dit liv i sving- og dans!